Epilog to

Lakridser. Min sofa. Stærk sennep og chili. Biograf. Toiletpapir og toiletbrædder. Vatpinde. Det er de mærkeligste ting jeg har savnet. Øverst på listen er selvfølgelig familie og venner. Men det andet. De små ting. Toiletforhold hører måske ikke til de små ting. Især ikke når man har bøvl med maven. Toiletpapir har en overraskende høj værdi i Sydamerika. Der er gadesælgere der sælger prutruller enkeltvis. Toiletpapirpuchere. Der er butikker der har det eftertragtede papir udstillet i vinduet. Ikke pakker med fire eller flere ruller, men enkeltruller. Måske ikke så mærkeligt med den efterspørgsel. Man vender sig til altid at have papir på sig. Og man er på skideren hvis man har glemt det. Men man kan ikke have toiletbrædder på sig. Selv om de er ligeså sjældne. Ofte når man er færdig kan det være rart at vaske hænder. Og valgmulighederne er ligeligt fordelt mellem ingen vand, koldt vand og luxusversionen, sæbe med koldt vand. Uanset hvad mulighederne er, går man derfra med en følelse af hygiejnisk underskud. Lakridser er vel bare et udtryk for at jeg er dansker. Og sennep og chili er et udtryk for at maden derovre er temmelig kønsløs. Sofa og bif et udtryk for mit dybtliggende behov for hjernedød amerikansk underholdning. Men vatpinde! Er jeg blevet så afhængig at jeg ikke kan undvære dem?
Jeg er ikke meget for begrebet farvel. Fordi farvel rimer på slutning. Og slutninger er triste. Så jeg vælger at sige, ”vi ses”, ”au revoir”, ”see you” og ”nos vemos”. Ikke her, men et andet sted.

Epilog

Jeg er bevæbnet med en cafe latté. Og jeg sidder på min yndlingscafe på Vesterbro. Præcist det samme sted hvor jeg skrev min prolog for fire måneder siden. Det regner udenfor. Og selv om temperaturen er ti grader højere end dengang, er det som om Danmark har besluttet at give mig en velkomst der matcher mit farvel. Jeg har forandret mig undervejs. Det er jeg sikker på. Ikke sådan at jeg er blevet en ny og bedre Thorbjørn. Ikke det der ligner. Men fire måneder på eventyr har alligevel givet et indskud i erfaringsbanken. Et indskud, jeg ikke havde fået hvis jeg var blevet hjemme. Kontoen er blevet lidt mere polstret, i skarp kontrast til min Danske Bank konto. Den med de rigtige penge.
Mit største spørgsmål er: hvad? Hvad har turen givet mig? Og hvad har returen givet mig?
Fire måneder er lang tid og det har været svært at falde til herhjemme. Det har været svært at finde den hverdag jeg har hungret efter. Hverdagen der er kontrasten til rejsen. Det var nemmere at finde eventyret.
Når alt kommer til alt er det menneskerne der har sat sig fast. Steder er ofte mere interessante hvis der er mennesker. For mig er det mennesker der skaber steder. Mange af de steder jeg har besøgt i Sydamerika har været fantastisk smukke. Også dem uden mennesker. Ørkener for eksempel. Det er svært at finde noget smukkere end solop- og nedgange i ørkenen. Men selv mine oplevelser midt i Bolivias ørken har jeg delt med mennesker. Mennesker, der i min erindring er uløseligt forbundet til stederne. Mennesket er af natur et socialt dyr. Det kobler sig til en gruppe. En klan. Det søger en identitet i kontakten med andre. Min identitet har været rollen som rejsende. Jeg har tilhørt en gruppe der rejser rundt i søgen efter oplevelser. En gruppe der har givet mig en tryghed i et fremmed miljø. En tryghed der har givet mod på at opsøge alt det fremmede. Jeg har været en gringo, en gæst og en lokal. Jeg har været en omvandrende pung for gadesælgere. Jeg har været en ven for folk jeg har kendt i to dage. Jeg har været en alderspræsident på hostels og en purk på hotellerne. Jeg har været dansker og kosmopolit. Men jeg har været mig selv. Og jeg tror at det er det som jeg har taget med hjem. En dybere erkendelse af hvem jeg er. En erkendelse der rejst flere spørgsmål end den har besvaret. Fordi sådan er det med selverkendelse. Jo mere man lærer jo mere finder man ud af at man ved meget lidt. Meget sokratisk.

Mord paa gaden

Jeg ved godt at jeg allerede har skrevet om trafiken her i Sydamerika. Men jeg synes alligevel at den fortjener et indlaeg for sig. Traffic is murder. Og dette engelske udtryk faar en helt konkret betydning her. Horn er essentielle. Paa vej til busterminalen i Arequipa (Peru) lagde jeg maerke til at chaufforen flere gange holdt mere paa hornet end rattet. De bruger hornet hele tiden. Hvis de holder for rodt lys vil de tit dytte af dem der holder forest ogsaa selv om de kan se at der er rodt.

Hvis man er saa uheldig at overse en bilist paa vej over gaden vil de bremse faa centimeter fra benet. Angst er den dominerende folelse for fodgaengere. I La Paz saa jeg en hojrestyret bil hvor de havde hevet rattet ud og sat det i venstre side. Jeg har paa intet tidspunkt set dem stoppe for gangbesvaerede der forsoger at krydse gaden.

I alle byen er taxaer dominerende. Prisen er meget lav, men man skal huske at aftale den paa forhaand. Der er stort set ingen trafiklys. Men ind imellem dukker der et par trafikbetjente op. Tilsyneladende er det helt tilfaeldigt hvor. Men de tager heller ikke hensyn til forgaengere. Her er blode trafikanter blode.

Fra drabeligt til pudsigt. Ved et af Arequipas faa trafiklys var der af de der bibbere som fortaeller blinde hvornaar det er gront. Men denne var speciel. I stedet for den normale bib-bib lyd spiller den en lille melodi. Tja, hvorfor ikke?

The dark side

Det er vist ikke nogen hemmelighed at Sydamerika ikke er verdens sikreste sted. Problemet er mest af alt tyveri. Lommetyve eller harmlose “hold ups”. Gringos faar deres ting stjaalet i natbusser eller busterminaler. En engelsk fyr fik stjaalet sine vaerdier mens han ventede paa portien uden for klostret. Han vurdere at han gennemsnitligt blev bestjaalet hver 3. maaned.

Det vaerste kan undgaas hvis man folger et par grundlaeggende regler. Gaa aldrig ud alene om natten. Isaer ikke hvis man er kvinde. I natbusser skal man mere eller mindre sidde paa ens pas og vaerdier. Man bor hverken have for faa eller for mange kontanter paa sig. Hvis der er for faa kan man riscikere at de bliver frustrede og det vil man ikke onske sig af en tyv. Det er ikke en god ide at baere rundt paa synlige vaedigenstande. Store kamerarer eller dyre ure. Og som grundregel maa man regne med at der kan ske noget. Paa den maade kan man kun blive lettet naar alt gaar godt.

Hosteller er smaa samfund. Man sladrer om hvem der er rejst, hvem der er kommet tilbage eller om hvem de nye i 106 er for nogen. Men en dag blev jeg konfronteret med en for faerdelig nyhed. En fransk pige som arbejde i en bar et par hundrede meter fra hostellet, blev voldtaget paa vej hjem. Den slags gor altid indtryk. Men naar det er en person jeg har sludret med dagen for. Foran en bar hvor jeg drak ol for to dage siden. Og naar jeg taler med hende dagen efter er det en extra voldsom folelse. Og det fik sat tanker igang. En af dem var, hvor heldig jeg har vaeret. Bortset fra et par hundrede pesos som et par ludere fik hevet op af min baglomme, er der ikke sket mig noget.

Jeg vil gerne understrege (med fed og kursiv), at hvis man lader skraekhistorierende styre og holder sig vaek, gaar man glip af en fantastisk kulturrigdom og underskonne naturoplevelser. Og frygten er ikke det vaerd.

Linselus

Nu er jeg ikke saa ornitologisk anlagt. Eller botanisk. Eller geologisk for den sags skyld. Men jeg maatte alligevel overgive mig da jeg saa condorerne i Colca. Showet starter omkring klokken otte. Og slutter ved ti-tiden. Og hvilket show! Scenen er Colca Canyon. Dyb som dens Nordamerikanske faetter og med en perfekt opdrift, vaerdig for disse luftens konger. For alle jer der ikke lige ved hvad en condor er (det gjorde jeg heller ikke), er den en af verdens storste fugle. Den findes i tre varianter, fra et vingefang paa omkring tre meter til fem meter.

Da vi ankommer til teateret kan vi vaelge mellem to balkoner med et perfekt udsyn ud over deres domainer. Der er otte til ti kaemper, der virker som om turisternes ivrige klikken er braendstof for deres ego. De flyver frem og tilbage hen over os og demonstrerer deres elegante behaerskelse af omraadets luftsstrome. I princippet kunne de have gjort det samme et par hundrede meter laengere henne, men jeg tror at de nod vores opmaerksomhed. Og de styrede showet! Ved ti tiden besluttede de i en tavs overenskomst at det var slut og kort efter var der ingen tilbage. Turister med deres overdimensionerede kamerarer kunne kravle tilbage i deres busser og det samme kunne vi.

Magi i luften

Meget sjældent støder jeg på steder som er fuldstændig magiske. Faktisk er det kun sket tre gange. Steder hvor en række udefinerede faktorer til sammen gør at jeg kan føle en helt unik magi. For lidt over et år siden besøgte jeg en jungle i Goa. Sidst på eftermiddagen ankom vi til et lille hinduistisk tempel. Templet lå på en kvartratisk græsbevokset grund der var omgivet af jungle. Måske ikke så usædvanligt i Indien. Men jeg blev fortryllet af en helt unik ro på stedet. En fredfyldt ro som gjorde mig inderligt afslappet. En ro som rensede mine tanker. En ro der passede så godt til det lille tempel og til den mystik som hinduismen indeholder.

Fra ro til elektrisitet
Der findes et sted i København. Nærmere bestemt starten af Vesterbrogade. Det ligger mellem Steno Apoteket og hotel Royal`s frokostrestaurant i stueetagen. Stedet er omkring 10 gange 5 meter og summer af elektrisitet. Magien kommer fra vinden. Selv når det næsten ikke blæser opstår der en lille virvelvind der samler papir, støv og andet let materiale og puster det op i luften i en naturskabt cirkel. Af en eller anden grund står der næsten aldrig cykler på stedet. I det hele taget virker stedet uberørt af Københavns menneskemylder og larm. Der er kun vindens elektrisitet. Elektrisiteten er skabt af tilfældige arkitektoniske forhold der fanger vinden og fastholder den på stedet.

Ro og elektrisitet
Sydamerika har tre store turistattraktioner. Galapagosøerne, Påskeøerne og Machu Picchu. Jeg vil lade øerne ligge fordi dem har jeg ikke besøgt. Men jeg har besøgt Machu Picchu. Machu Picchu er omgivet af meget stejle klipper der alle er fuldt bevoksede. Klipperne er alle formet som majskolpere. Selve det meget velbevarede ruinområde ligger på et forholdsvis fladt aflangt område mellem to klipper. Og fra de to andre sider går det næsten lodret omkring 100 meter ned. Ruinerne måtte bukke under for det store forventningspres jeg havde lagt på dem. Men stedet! Stedet er fantastisk. De stejle klipper hvor man næsten ikke kan se bunden, gør at ruinområdet nærmest hænger i luften. Og lige præsist der, er alle klipperne næsten identiske i form og højde. Naturens symetri. Og det er det der gør Michu Picchu unik. Den kongelige familie der havde recidens på Machu Pichhu har været hævet over alt. De har været ligeså tæt på himlen som på jorden. De høje grønne klipper og den stejle beliggenhed giver en blanding af drama og ro. Af afstand og nærhed. En værdig lacering for konger og princesser.

Salg og marketing

Som gringo i Cusco kommer man hurtigt til at lære at sige nej på en høflig, men bestemt måde. De lokale gadesælgere er utroligt agressive og pågående. Udvalget i gadebutikken er meget begrænset. Man kan købe peruvianske huer og swætre. Fingerdukker. Skopudsning. Tvivlsomme sølvsmykker og massage. Sidstnævnte kan, efter sigende, suppleres med et mere intimt samkvæm. Salgsteknikken er meget primitiv. Sælgren henvender sig til gringoen. Gringoen vifter afvisende med hånden. Herefter forfølges gringoen tre til fire meter i håb om at gringoen, i løbet af 30 sekunder, vil skifte mening. Hvilket aldrig sker. Sælgeren går videre til næste gringo og erstattes hurtigt af en ny sælger. Sådan fortsætter spillet i en uendelighed. Men på min sidste dag i Cusco skete der noget helt usædvanligt. Jeg stødte på en dygtig sælger. Jeg sad på en bænk på byens hovedtorv. Ved siden af mig sad en ældre dame. Efter kort tid indledte hun en samtale med det klassiske spørgsmål: hvor kommer du så fra? Og spillet var begyndt. Danmark, var mit svar. Og helt tilfældigt havde hun en veninde fra København der sendte hende lidt penge nu og da. Trin 1, hun havde etableret et fælles referancepunkt. Og samtalen kunne fortsættes. ”Har du noget familie?”. Ja, var mit svar. Og fik kort fortalt hvem og hvor mange. Trin 2: her kom hendes andledning til at berette hendes triste livshistorie. Hele hendes familie var blevet dræbt under et terrorangreb på hendes landsby. 28 stk i alt. Frontalangrebet på min medlidenhedsfølelse var indledt. Næste spørgsmål: var jeg gift? Nix. Personligt havde hun været gift med en voldelig alkoholiker. Hun var blevet skilt og dermed fik hun skuppet ind at hun er eneforsørger. Smart. Måske fornemmer hun på dette tidspunkt en vis skepsis. Eller også vil hun bare være sikker på at hive den i land. Hun har i hvertfald to skud tilbage i bøssen. Og det er klassikere. Tilfældigvis var det, dagen efter, årsdagen for hendes families død. Og så blev der spillet på alle tangenter. Hun fik klemt et par tårer frem. Og derefter, stadig snøftende, berettede hun at et af børnene var syg og at hun ikke havde råd til medicin. Wow. Det var ikke så lidt. Terrorangreb. Voldelig mand. Syge børn. Hvem kan modstå den? Nu var det tid til pay-off som det hedder på marketingsprog. ”Om jeg ikke havde lyst til at købe nogle af hendes smykker?” Jeg sagde høfligt nej og rejste mig for at finde en kob kaffe. Men alene hendes indsats havde måske i virkeligheden berretiget hende til et beskedens køb. Men jeg er ikke så vild med løgne uanset hvor godt de er pakket ind. Så min samvittighed havde det godt.
Jeg håber og tror at jeg stadig kan smøres. At min kynisme vil kunne vige for et vist mål af uskyld og medlidenhed. Og jeg håber og tror at jeg ind imellem vil kunne give til folk der virkelig har brug for det.

Og til sidst en bøn. Eller en opfordring. Til alle jer der der overvejer at tage til de varme lande. Lad være med at give penge til børn! Uanset om de tigger eller sælger. Tiggeri og salg er arbejde. Og når et er børn der gør det er det børnearbejde. Hvis du falder for bedende øjne eller beskidt tøj, eller andet følelsespornografi giver du forældre og børn et incitament for at fortsætte deres ævre. Børn hører til i en skole og ikke på gaden. Uanset hvor fattige deres forældre er.

Maven

Hver gang en dansker taler om vejret taler vi om maven. Her har maven samme indflydelse for dagens forløb som vejret i Danmark. Man har sovet dårligt på grund af natlige toiletbesøg. Man har oppustet mave. Eller hård. Eller tynd. En pige får konstateret ikke mindre end tre slags parasitter. Et par får madforgiftning en halv time inden de når Macchu Picchu. De må opgive og vende tilbage. Jeg kaster op midt i byens mest populære frokostrestaurant. Kan ikke nå at komme på toilettet. Og kan dårligt stå selv. Udflugter må udskydes. Aftaler aflyses. Og hver gang man har normal afføring er det en sejer. Yes!

Klostretet

Jeg går ind af en tung blå port fra en smal gade belagt med brosten. I porthvælvingen kan jeg købe peruvianske tekstiler, huer, små dukker og et par smykker. Så kommer jeg ind i en tæt baggård omgivet af små et-etagers huse malet i en støvet lyserød farve. Jeg går videre gennem en smal og lav gang og kommer ind i en ny baggård. Samme farve og arkitektur. Og i bunden af den anden baggård er der en beskeden rødmalet gitterdør. Og bag døren ligger mit Cusco recidens. Hostelet
Kyoller, værelse 110. Selve hostelet består af en 2 meter bred gang med otte værelser på hver side. Alle værelser ligger bag en meter tyk væg og selve værelset er hvidkalket med en beskeden træseng i midten. Værelset er lidt fugtigt og koldt døgnet rundt. Det eneste der mangler for at være en munkecelle, er et trækors over sengen.
Folk kommer og går. Andre sidder fast i byen i to til fire uger. Fastliggerne. En gruppe kommer og de har fået stjålet alle deres værdier i natbussen. Et par kommer trætte og glade ned fra Macchu Picchu. En svensk pige har hjertesorger efter kun seks dage med en rejsekammarat. Blandt fastliggerne er der en tro kopi af Jesus. Han går barfodet gennem gaderne med en lang træstok og et massivt kors om halsen. Alle er bange for ham. Han skifter humør fra det ene øjeblik til det andet. Fra et afklaret mildt blik af den slags folk får når de har set lyset. Til aggresiv grynten og pludselige vredesudbrud. Der er en matematiker fra Cambridge, der har rejst planløst rundt i et par år. På flugt fra et brudt forhold. Et par hippier af den traditionelle slags. De lever af at lave smykker eller spille ongo bongo trommer om aftenen. Jeg bor i et tværsnit af back-packer livsstilen. Og jeg sidder også fast.

Varmt Vand

Jeg sidder i byen Aguas Calientes. Direkte oversat: varmt vand. Hvilket er en smule grotekst hvis jeg tager i betragtning hvor lang tid det tog min fesne bruser at producere bare en smule varmt vand. Et andet interessant feature er ved mit vaerelse er lyspaerernes naesten umaerkelige blinken. Lidt som det steskopiske lys man kan opleve paa visse discoteker. Forst troede jeg at det var en los paere, men da jeg slukkede den ene blev den anden ved med at blinke. Saa slog det mig. Midt paa torvet i byen havde de sat en scene op. Den fyldte halvdelen af torvet. Og det var ikke fordi scenen var stor. Torvet er bare lille. De var igang med lydprover og hver gang de afprovede et instrument blinkede mine paerer en smule. Denne lille bys el-net er saa svagt at naar man overbelaster det et sted, kan det maerkes et andet. Det er i hvertfald min teori. Jeg har selvfolgelig et vaerelse lige ud til torvet. Og jeg frygter aftenens forestilling. Andledningen til dette jammerlige hyleri er Mors dag. Og de tager Mors dag meget alvorligt i Peru. Alle byer (undtagen Varmt Vand) er lukkede. Butikker, skoler, hele molevitten.
Byen er saa lille og taet bebygget at de har Exit-skilte udenfor. Ja! Exit-skilte som de lysende gronne skilte man kan se i biografen! "Lob op ad denne gade hvis det braender". Og hvorfor er jeg saa kommet til dette turisthelvede af en by?
Svaret kan du finde i indlaeget herunder.

Varmt Vand I

Varmt Vand ligger utroligt smukt placeret. Midt i byen lober to bjergfloder sammen. Der er en konstant summen af terapeutisk fossende vand mod kilpper og sten. Den ene flod er fort igennem byen via en smal kanal. Og paa det smalle stykke paa hver side af floden vokser rosenbuske, smaa palmer og andet gront. Selve byen ligger paa et frimaerke af en dal omgivet af naesten lodrette bjerge der er fuldstaendigt tilgroet af regnskov. Det er som om jeg naesten kan raekke haanden ud af vinduet og klappe de smukke klipper. Midt igennem byen lober et smalt jernbanespor. Uden af skaermning. Jeg er kommet hertil med et nymalet blaat tog fra PeruRail. Jeg korte, med en ladning andre turister, i halvanden time langs den ene flod. Igennem det samme landskab som isolerer Varmt Vand fra resten af Peru. Her sidst paa eftermiddagen kan jeg se en sky kaertegne toppen af bjergene.
Varmt Vand har ikke sit navn hverken paa grund eller paa trods af min bruser. Men derimod paa grund af en varmvandskilde i byen.
Det er dog hverken varmt vand, klipper tilstroget med regnskov eller floder, der er byens eksistensberettigelse. Det er Machu Picchu. Byen er et af de vigtigste udgangspunkter for udflugter til et af verdenens moderne syv vidundere. Og jer tager derop i morgen!

Lighteren

Puno. Indtil videre har jeg fundet to ulemper i Peru. Det har været svært at finde cigaretter med bandarol. Og det har været svært at finde lightere der virker. De koster ikke en disse. Men deres levetid er endnu mindre end prisen. Så jeg kigger efter bandaroler og dyre ligthere. Den sidste lighter jeg fik hænderne i, var et ordentligt grønt monstrum. Men som damen i butikken smilende viste mig, så havde den også en lille lygte i bunden. Funky feature.

Jeg havde et værelse med kabel og kunne vælge mellem en håndfuld engelsksprogede kanaler. Og mindst 20 lokale. Midt i mit værelse stid en gigantisk seng. Der var plads til mindst tre personer.
Man kan faktisk godt føle sig lidt ensom med så meget plads. Jeg havde installeret mig i øverste venstre hjørne og stirrede ind imellem på det store tomme område ved siden af mig. Jeg kunne godt have brugt en at ligge i ske med. Måske to. Men jeg var alene. Hen under aftenen blev byen udsat for blackout. På noget der virkede som mindre end et sekund blev alle byens elektriske lys pustet ud. Og der var ikke andet at gøre end at vente. Nu havde jeg jo købt en lighter med lys i, så der var ingen panik. Jeg lagde mig på ryggen og lyste legende rundt i værelset. Og med et kom åbenbaringen. På loftet lige over mig kiggede en smuk pin-up pige forførende på ned. Og hun var nøgen fra navlen og op. Det var et under. Overrasket over det pludselige selskab famlede jeg nervøst med lighteren og fandt en dims jeg kunne skrue på. Og Bam. Der kom en ny kvinde frem paa loftet. Der var ikke mindre fem skønhedder, der kunne holde mig ved selskab i mørket. Den lille lygte var i virkeligheden en pinup projektor.
Lyset kom tilbage og jeg erstattede lighteren med fjernbetjening. Mens jeg tænkte på, at det vist mere var et smøret grin end et smil som kioskbamen bar da hun overrakte mig lighteren. Men fra nu af kan jeg i det mindste tænde lighteren hver gang jeg bliver lidt ensom. Og lighteren virker stadig.

Det er ved at være tid til bestilling af panfløjter. De er af topkvalitet med ægte bambusrør bundet sammen af ægte snor. De findes i flere størelser. Enkeltrække, hvilket jeg vil anbefale til førstegangs-fløjtere. Dobbeltrække og til de modige, tripelrække. De kan købes for kun 50 kroner, hvilket er tæt på indkøbspris. Afgiv din bestilling under ”Kommentarer” herunder. Jeg skal gøre opmærksom på at de kun findes i ubegrænset antal så afgiv din bestilling nu, inden de aldrig løber tør.

Rødvin, ulve og hippier

Hvem er jeg? Jeg er i midten. Man kan dele mennesker op på mange måder. Når jeg er ude har jeg tre katerogier. LPfolket. Ulvetimefolket. Og Røvinspensionisterne. LP står for Lonely Planet. Som er den guidebog der suverænt dominerer guidemarkedet for unge rejsende. Og LPfolket følger næsten slavisk de anbefalinger og anvisninger, der kan læses i LP. Det er en karavane af unge der tæsker igennem en fast rute. Bor på de hostels der anbefales og tager på de turer der er beskrevet. De er som en flok hærmyrer der tramper igennem turistjunglen. De er formegentlig selv overbevidst om at de ikke gør som de andre. At de er unikke. Men som alle andre befolkningsgrupper har de deres eget særpræg. En stor del af det særpræg kan henvises til hippiekulturen. Deres flettede smykker med perler af ben, hår der møjsomligt sat op så det ser tilfældigt ud og tøj med et vist etnisk tilsnit. Ulvetimefolket er den katerogi som jeg i princippet tilhører. Men det gør jeg alligevel ikke. Fordi det kræver et til to børn og en vigtig karriere. Ulvetimefolket er bundet til deres hverdag og derfor er de ikke repræsenteret i den store verden. Eller måske er jeg deres repræsentant.
Og så er der Rødvinspensionisterne. En gruppe af mennesker i 55-65 alderen. De rejser i beskytende grupper med en pålidelig guide. Det er dem der er kommet af med deres teenagebørn og vil se verdenen. Forleden blev forskellen tydelig. Jeg fulgte back packerne hen til et noget luvret og meget billigt hotel. Jeg synes egentlig ikke at jeg er så kræsen. Men jeg fandt min grænse. Jeg fik anvist et eneværelse hvor de pralede af at der var privat badværelse og udsigt ud over en byggeplads. I hvertfald i det omfang jeg kunne kigge ud af vinduerne. De var helt sikkert ikke blevet pudset dagen forinden. Da jeg fik installeret mig på værelset var det tid til et bad. Men ved nærmere eftersyn kom jeg i tvivl om hvem der ville blive mest ren, badeværelset eller mig. Så min aften gik med at finde et ordentligt logi for den kommende nat. Jeg tjeckede priser og kvalitet. Og næste morgen nærmest løb jeg væk. Min 50 meters sprint førte mig hen på et trestjernet hotel. Det lyder af meget, men man kan faktisk få et værelse af rimelig kvalitet for omkring en hund. På hotellet stødte jeg så på den anden form for rejsende. Rødvinspensionisterne. Lykkeligvis tilhører jeg heller ikke den gruppe. Jeg er et sted midt imellem. Og det er jeg næsten alene om. Men der skal nu ikke lyde noget snøft snøft herfra. Blot en konstatering.

Se billeder paa fjaesbog

Ejendomsvaerdibeskatning

Tro det eller ej. Beskatning har en stor betydning på et lands bebygningsmæssige fremtoning. Tag Belgien. Indtil for få årtiger siden blev ejendomsbeskatningen målt i forhold til ejendommens brede ud mod facaden. Jo mere huset fyldte ud mod gaden desto mere skulle man betale i skat. Det har betydet at Bruxelles gadebillede består af meget små facader med meget dybe huse. Om man kan li det eller ej, har beskatningsreglerne været afgørende for bybilledet.
Et mere curiøst eksempel stammer fra middelalderens England. Da konge og adel skulle lave en skattemodel for den voksende handels- og håndværkerklasse tog de, med god egalistisk fornuft, udgangspunkt i en af det tydeligste udtryk for rigdom. Glasruden. En glasrude var dyr. Og de der havde råd til store vinduer måtte pr definition være velhavende. Jo flere og jo større vinduer husene havde desto mere skulle ejerne betale i skat. Selvfølgelig blev både størrelsen og antallet af vinduer i engelse middelalderhuse med tiden stærkt reduceret. Stille og roligt blev nybyggede huse designet uden eller med få og små vinduer. Hvilket fik en synlig indflydelse på byernes udseende.

Der er mange hunderede år mellem de to eksempler. Men begge illustrerer hvilken indflydelse beskatning kan have på bybilledet. I Peru, som så mange andre lande, bliver huse først beskattet når de er færdigbyggede. Det betyder at stort set alle huse i landområderne er flankeret med en ufærdig sidebygning af rå mursten og jerndragere strittende op i luften. Trist i et ellers meget smukt land.

Fiesta

Jeg sidder i Cocacabana og det er Langfredag. Byen ligger ved Titicacasøen få kilometer fra grænsen til Peru og er speciel af to årsager. Den har Bolivias eneste strand og så er det en pilgrimsby. Tillad mig at starte med det første. Når jeg ind imellem sidder på sidelinien og betragter folk gå forbi, slår det mig at mængder måske har en personlighed. Ikke mængder som i ”en vis mængde ris”. Men folkemængder. Og min oplevelse på sidelinien i Cobacabana hiver minder frem fra mange andre strand/sommerbyer. Jeg kunne få den samme oplevelse i Skagen ved boderne i havnen, der sælger urimeligt dyre nyfangede rejer. En stemning der er så let og ubekymret at ingen behøver hæve deres stemmer. Alle folk har det samme lette smil der emmer af afslappet sans souci. En serie af små perlelette samtaler, der blander sig med de andre og bidrager til mængdens personlighed. En personlighed der er mild og glad. Jeg oplevede hovedgaden som en enhed og ikke et stort antal individer.

Det er langfredag og Cocabana er en pilgrimsby. Pilgrimsfærden er en vandring fra halvøens færgeby over stedets småbjerge og frem til Cocabana. En vandring der mere har karakter at hygge og sammenhold end procession. Jeg fik det indtryk at det ikke var så meget religiøs målsætning, som det var en måde at bruge en god fredag på. Den oplevelse blev forstærket da jeg ankom til byen. Den ti til femten meter dybe strand var plastret til med iglotelte. Små boder der solgte alt fra tykkegummi, solbriller, hipismykker til kors flettet af palmeblade. Og mad alle steder. Krydrede pølser. Nyfanget fisk. Svineskank. Og andre fristelser.

Men jeg forlader fiestaen allerede lørdag med en dyb trang til at komme ud Bolivia, hvor jeg har opholdt mig i alt for længe. Næste stop er Peru. Landet spækket med ruiner fra kontinents storhedstid. Så nu bliver det mine vandrestøvlers tur til at komme og mine Conversers tur til at få en tiltrængt ferie.

Se billeder på Facebook

Goodbye my love

Jeg har måtte tage tage afsked med den topmave jeg så møjsommeligt har opbygget i anledning af min fyrreårs dag. Mænd i min alder må ellers godt have lidt pondus.
Det er svært at pege på en entydig årsag. Men et er sikkert, det skyldes ikke motion. Der har ikke været mange kvinder at løbe efter. Men følgende årsager kan være et eller flere bud.
- Siden jeg er kommet til Bolivia har det været meget sløjt med god mad. Jeg forstår ikke hvordan de bliver så runde.
- Af en eller anden grund, der antager nærmest mytiske propertioner, er jeg begyndt at nyde salat.
- En anden årsag kan være et spørgsmål om afstand. Jeg er meget langt væk fra shawamaer. ”Uden løg, cremefriche-dressing og godt med chilli, tak”. Jeg må også konstatere at mit københavnske domicil ligger faretruende tæt på Hovedbanegårdens filial af Mc Donalds. Hvilket jeg i svage stunder har benyttet mig af.
- Og så er jeg langt væk fra øl. Ikke i bogstaveligste forstand. Men det der med en god bytur fredag aften har jeg ikke haft siden Christophe og jeg skiltes for snart tre uger siden.
- Det hele toppet af en, noget fesen, gang tynd mave. (Kækt ordspil: tynd mave har givet mig tynd mave. Get it?)
Så nu kan jeg nogenlunde forsvarligt iføre mig en T-shirt i M/L.

PS Og nu til en milelang afstikker. Ude i ørkenen så jeg to lamaer storhygge sig. Det er noget man som dansker ikke ser ret tit.

Den gamle mand 2

Kort efter vores ankomst til salthotellet var der en, der forslog at gå op til den lokale kirkegård. Og jeg tænkte, at der ikke ville ske noget ved at tage en slentretur inden maden. Noget med et par kors og et par gravsten, RIP og den slags. Men jeg tog fejl. Det var den mest interresante kirkegård jeg nogensinde har set. Garvstenene bestod af ca 50 lavastøtter, der havde overlevet tidens errosion. De var to meter høje og udhulede. Inde i udhuligen lå skeletterne af de afsdøde. Kridhvide kranier og lårben kiggede tidsløst ud af udhulningerne. Mens jeg forbløffet stirrede ind i deres lille intime rum. Den mest intakte var en fyr, der sad på hug med armene rundt om benene. Der var lidt hår på kraniet og stykker af tøj og en lerpotte ved siden af ham. Og så er det nu, at det skal bemærkes at han havde siddet i samme stilling i 800 år. Wow.
Resten af seværdighedderne var utroligt smukke landskaber. Farve- og formrige bjergformationer, knastørre sletter, giftige vulkanske søer beboet af flamingoer og en hel masse andre naturting. Det meste af tiden var vi imellem 3000 og 5000 meters højde. Og jeg skal hilse og sige, at temperaturforskellen mellem nat og dag var enorm. Om dagen herskede en ubamhjertlig højfjeldssol og om natten en bidende kulde.
Til sidst bliver jeg nødt til at kommentere vores japanske rejsekammerat. Han var en meget speciel fyr. Han var en høj mand på 90 kilo. Han var klædt i den samme lysegrå kedeldragt nat og dag. Og det formåede han at gøre uden at lugte det mindste. Og så ejede han japanernes evne til at blive begejstret. Meget begejstret. Ind imellem udbrød han brøl, som kort efter blev omsat til et stort smittende grin. Det var aldrig helt klart hvad det var han synes var så sjovt, men ingen af os kunne undgå at grine med. På et tidspunkt hev han sin iPod frem og spillede sin yndlingsmusik over jeepens anlæg. Og det var en syret oplevelse at køre gennem det smukke landskab med et soundtrack af udforståelig japansk pop.

Salt

Jeg er taget på endnu en naturtur. Denne gang i det østlige Bolivia. Vi var en gruppe på seks personer. Et ungt par fra Frankrig, et ungt par fra Tyskland og en ung Japaner (i forhold til mig er alle tilsyneladende unge). Vi kørte rundt i naturreservatet i en hærdet rød Toyota jeep. Og naturen var enestående. Vores første stop var verdens største salt-slette. På mange sprog bliver det, af en eller anden grund, kaldt en salt-sø. Selvom mængden af vand er meget beskeden. Søen/sletten fylder 2000 km2 og ligger i 3200 meters højde. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på de enorme tektoniske kræfter, der har været på spil. På en eller anden måde er det lykkedes at transportere et stort stykke hav ind midt på kontinentet og op i 3200 meters højde. Wow.
På min rejse i Sydamerika er jeg kun en gang stødt på et måltid, hvor jeg fik tilbudt pepper. Normalt er det salt, olie, eddike og tandstikker. Og grunden kan være at de ikke har peppersletter her på kontinentet. Salt har de i hvertfald nok af. Så meget, at de bruger pressede saltblokke som mursten. Vores første overnatning var på et hotel hvor mure, gulve, borde, stole og selv sengene var lavet af presset salt. Internt i gruppen drøftede vi, om man ville kunne skrive sit navn med ketchup på bordene. ”Thorbjørn was here”.

Utaknemmelige tiggere og autonome skopudsere

Tig - tak. Men sådan fungerer det ikke i Sydamerika. Jeg plejer at give et par mønter i løbet af dagen. Og normalt, når man giver folk et eller andet faar man et Tak igen. Men tiggerene her på kontinentet kigger bare grådigt ned i hatten og tigger videre uden at værdige mig det mindste blik. Og så står jeg der og tænker ”Jamen, det var da så lidt”. Men jeg tror ikke at sarkasme virker på samme måde her.
En af de første ting jeg bemærkede i La Paz var skopudserene. Alle, uden undtagelse, bar mørke hættetrøjer og et sort tørklæde sat helt op under øjnene. De manglede bare et ”Gegen Nazies”-mærke og så havde de været klar til en 69-demo. Jeg havde ikke lyst til at få pudset sko i La Paz.

Suk

Jeg lander i La Paz lufthavn fredag aften. Lunfhavnen ligger et stykke udenfor byen og højere oppe. Jeg får fat i en taxa og vi kører i rasende fart ned mod byen. Hvor hurtigt ved jeg ikke, fordi speedometeret ikke virker. Pludselig kan jeg se La Paz. Byen ligger som en gryde omgivet af bløde bakker. Hele byen var oplyst i blå og glødende gule lys. Det er et fantastisk syn. Radioen i taxaen kører for fuld drøn med Boliviansk populærmusik, hvor hovedinstrumentet er panfløjte.

Byen ligger i fire kilometers højde. Den tynde luft rammer mig kontant, allerede mens jeg står ved bagagebåndet. Næste dag indleder jeg med åndenød min sædvanlige jagt efter en god kob kaffe. Hver anden udåndning materialiserer sig i et dybt suk. Og den mindste trappe gør mig stakåndet. Selv mine cigaretter må hive efter vejret. Jeg er kommet til højlandet.

Den kollektive trafik i La Paz består af to elementer. Store, klodsede, farvestrålende og osende bybusser. De er af samme type som amerikanske skolebusser. Bare halvt så lange. Det andet element er små minibusser med plads til 8-10 passagerer. De har ikke skiltning i forruden som almindelige busser. Derfor har de alle en råber. Råberens job er at informere folk om hvor minibussen kører hen. De hænger ud af vinduet og råber destination og rute efter folk der står på fortorvet og venter på netop deres minibus. Råberne bidrager maerkbart til byens larmende lydkulisse.
Folk her i La Paz er de højlandsindianere. De har en meget lav gennemsnitshøjde og kastanjebrune lædrede ansigter. Og det vrimler med kvinder med farvestrålende sjaler og bylder på ryggen. De har snorlige kulsorte midterskildninger, der ender i en eller to, meterlange fletninger. Og så bærer de traditionelle Bossalino-hatte. Grønbrune høje bowlerhatte. Præsist som man ser på postkortene.
Jeg konstaterer med et dybt suk, at jeg er kommet til det Bolivia jeg havde forventet at se.

Se billeder på min Facebookprofil.

Grib flugten

Alle rejsende rejser mod noget. Og mange bilder sig ind, at det er det eneste de gør. Men sandheden er, at de fleste også rejser væk fra noget. Væk fra et stressende job. Fra et skræntende forhold. Sygdom og tabt kærlighed. Væk fra cafe latte og tvilllingebarnevogne. Væk fra finanskrise og spin. Væk fra CO2. Væk fra dårlige råvarer. Væk fra overvægt i små sko. Væk fra urimelige krav. Væk fra kedsomhed og MTV. Væk fra DR2. Væk fra Martin Krasnik, der åbenbart kan alt. Væk fra aggressive cyklister. Væk fra dyre cigaretter. Væk fra termostater og elsparepærer. Væk fra genbrugstøj og forkælede poder. Væk fra kildevand til 14 kroner. Det er jo bare vand! Væk fra Sweppestæpper og ”Hvad laver du så?”. Væk fra Øresunds kolde vind. Væk fra spam og sms´er. Væk fra årstider og havnebad. Væk fra vasketøj og opvask. Væk fra De sorte spejdere og Aftenshowet. Væk fra vejrudsigter på ti minutter. Væk fra tv-journalister der interwiever hinanden. Væk fra iPods og iPhones. Væk fra meningsløse forhold og krævende kvinder. Væk fra mænd, der køber firehjulstrækkere i stedet for at få deres pik forlænget. Væk fra triste forældre i Netto. Væk fra ambitioner. Væk fra elskovshåndtag og rødvinspatter. Væk fra urimeligt smukke københavnske piger. Væk fra kommende ekskærester.

Jeg tror, at hvis man virkelig vil få det bedste ud af sin rejse, må man også finde ud af hvad man rejser væk fra.

Min tid

Min mest værdifulde ressource er tid. Penge er vigtige. Intelligens er vigtig. Men det er tid jeg ejer mest af.
Jeg kunne jo vælge at udnytte tiden. Men det ville være synd for den. Og for mig. Ressourcer som man har nok af skal ikke udnyttes de skal bruges. De skal nydes og værdsættes. Og det gør jeg så. Jeg har i en tidligere blog mere end antydet at Santa Cruz er en kedelig by. Og det er den stadig. Alligevel befinder jeg mig stadig i byen, seks dage efter. Hvorfor? Fordi jeg har nydt tiden. Tiden går langsomere her. Den går ikke, den slentrer. Det gør den alle steder, hvor det er varmt. Selv i Danmark har vi mere tid om sommeren end om vinteren. Tid og varme hænger sammen. Den varme tid er trukket ud.
Når jeg har god tid har jeg mulighed for at gøre en af de ting jeg holder allermest af når jeg rejser. At erobre stedet. Jeg finder en cafe som jeg gør til min. Jeg sidder ved det samme bord. Jeg går hjem ad den samme gade. Jeg får en udstråling, der siger at jeg hører til. Lidt. Tjenerne kender mig og et ”Buenos tardes” er mere hjerteligt. Efter lidt tid er byen ikke længere fremmed for mig og jeg er ikke længere en fremmed. Min ressource er omdannet til nærværd. Tiden har givet mig stedet.

Lim

Omkring femten meter fra doren til mit hotel, har en haandfuld hjem- og substistenslose slaaet sig ned. Deres forbandelse er lim. Og for at faa deres rus skal de hele tiden inhalere giftdampene. Naar de endelig har faaet nok, gaar de omkuld i hinandens pis. De er fuldstaendig vaek fra verden og ligger naermest bevidstlose mens deres ben ryster i kramper.
Jeg ved af erfaring, at hvis man tager andres elendighed paa sig, bliver det hurtigt mere end man kan rumme. Derfor registrerer jeg deres tilstedevaerelse og deres armod. Men foler ikke deres desperation.
Man kan ikke forvente at komme til Sydamerika, uden at stode paa samfundets fortabte sjaele. Med alt det gode horer alt det onde. Det er en del af oplevelsen.
Deres tilstedevaerelse har ogsaa paamindet mig om farerne ved at rejse alene. Kontinentets enorme sociale kloft avler desperat og brutal kriminalitet. Og jeg er et oplagt offer. Det har betydet at jeg har givet mig selv et frivilligt udgangsforbud efter solnedgang.
Maaske er kynisme den smag man faar i munden naar man laeser dette indlaeg. Men min kynisme bygger paa erfaring og ikke en manglende medfolelse. Det er ikke ligegyldighed, men nodvendighed. Og en rejseblog er intet vaerd hvis den kun indeholder smaa vittige indlaeg. En rejsende maa ogsaa lade sig eksponere for elendighed. Ellers har han ikke rigtig vaeret afsted.

Intet nyt fra havet

De sidste par dage har jeg gaaet og gruplet over noget. Anledningen er, at jeg har kedet mig. Jeg bor paa Hotel Alaska (??!?). Det hedder det altsaa. Og Hotel Alaska ligger i Santa Cruz, som er en kedelig by. Meget kedelig. Inden da sad jeg i en bus i 15 timer og taenkte paa min naeste blog. Men der var intet. Intet. Saa slog det mig. Er fravaeret af begivenhed ikke en begivenhed i sig selv? Skal min naeste blog ikke bare handle om begivenhedsloshed? Hvis det er sandt er der nok at fortaelle om her i byen. Naar jeg staar paa terassen paa 4. sal (stuen inklusive) kan jeg se ud over hele byen. 4. er med andre ord hojt oppe. Og naar jeg staar her kommer jeg til at taenke paa Katmandu. En lavstammet by uden landemaerker. Ingen folklorisme. Kun halvtomme huse og fortove belagt med knaekkede mursten og revnet cement. Der er ogsaa en anden grund til at jeg kommer til at taenke paa Katmandu. Overfor hotellet ligger byens fisketorv omgivet af smaa fiskerestauranter. I sig selv maaske ikke noget saerligt. Med mindre man taenker over hvor langt vaek Bolivia egentlig ligger fra havet. Jeg haaber ved gud at de har nogle soer i naerheden. Men jeg tager ingen chancer.
Paa min sidste aften i Katmandu gik jeg lidt rundt for at finde et sted at spise. Og pludselig staar jeg foran en suchirestaurant. Nu er jeg en stor tilhaenger af ris med raa fisk saa jeg gik sulten og forventningsfuld ind og bestilte en menu. Da jeg fik min mad kastede jeg mig straks over tunrullen. Og jeg var mere overrasket end forfaerdet da det viste sig at der var daasetun i. Og saa slog det mig: ”Hvor langt vaek er det lige Katmandu ligger fra havet?”
Naa, men tilbage til begivenlosheden. Dagens blog handler mere om Katmandu end om Santa Cruz og det er nok meget sigende.

Post Scriptum. Jeg har laert flere ord idag som jeg kan samle i en saetning: ”Undskyld frue. Hvornaar skal jeg paa toilettet? Er det paa onsdag?”

Turisten

Jeg er faldet i faelden. Turistfaelden. Jeg er i en brasiliansk provins der hedder Pantalan. Og efter sigende skulle Pantalan have den storste koncentration af dyreliv i Brasilien. Saa jeg har kobt en tredagstur hos et bureau. Og bevares der var dyr. Der var broleaber. Baeltedyr. Bittesmaa alligatorer der hedder cayman. Og fugle. Masser af fugle. Jeg er ikke saa ornitologisk anrettet, men jeg kan da naevne at der var nogle flotte store blaa papagojetyper og Tucan, masser af vadefugle og Tuyouyouen, stedets nationalfugl. Men den mest interessante dyreart jeg saa var Turisten. En dyreart der er langt fra udrydelse. Langt fra. Et interessant traek ved Turisterne er, at de ligner hinanden uanset hvilket kontinent de kommer fra. Et synligt kendetegn er digitalkameraet. Turisten ynder at have det haengende i en snor rundt om halsen. Turisten tager det frem konstant og knipser los paa sageslose baeltedyr. Der skal helst tages et par hundrede billeder pr dag. Motiv og kvalitet er underordnet. Et andet kendetegn er en halv liter vand i en lille gennemsigtig plastikflaske. Den sidder som regel i hojre haand. Men den brasilianske variant har opfundet en anordning saa vandflasken ogsaa kan haenge i en snor rundt om halsen. Turisten har som regel svaert ved at forstaa konceptet "natur". Dens naturlige levested er byer og kendte sevaerdigheder. Saa naar Turisten tages ud af sit naturlige miljo har den en tendens til at tage vaner og adfaerd med sig ud i naturen. Det er ofte brovtende anmasende, meget egocentristisk og kraevende opforsel. Turisten er meget velnaeret. Og selv om Turisten af erfaring ved, at den sjaeldent eller aldrig lober tor for naering vil Turistens drift alligevel sikre sig at dens krop indeholder en overdimensioneret maengde naering.
Paa trods af, at Turisten har betalt for at iagtage og observere naturen, vil den have en tendens til at tale med de andre Turister. Hvilket kan vaere meget upraktisk, fordi naturens dyrearter ofte forsvinder naar de udsaettes for hoj tale. I dagens oplevelse med Turisten var den brasilianske Turist dominerende. Men der var ogsaa en enkelt amerikansk Turist. Og den kombination gav megen tale.
Ofte naar jeg iagtager Turisten har jeg svaert ved at forstaa, hvor alle Turistens ord kommer fra. Men jeg kan have en fornemmelse af, at enhver tanke der produceres af Turisten ojeblikkelig bliver omsat til ord og saetninger. Og ofte kan Turisten finde paa at gentage sig selv, isaer naar den lober tor for tanker.
Saa paa dagens naturvandring var Turisten den mest spaendende oplevelse. Og jeg faldt i dens faelde.

Hele verden paa 5 m2

Da jeg lagde mig til at sove paa gulvet paa skibet, gik det op for mig at jeg havde opholdt mig paa de samme 5 m2 i naesten 48 timer. Og alligevel foltes det som om jeg havde set hele verden. Jeg havde set mennesker komme og gaa. Jeg havde set familier. Jeg havde snakket med en mand paa 95 og en pige paa 1. Jeg havde set kvinder, der havde fodt halve bornehaver og maend der var raedselsslagne for dem. Jeg havde set to lande flyde forbi. To solopgange og to solnedgange. Og jeg havde set indad. Jeg havde set hvad jeg vaerdsaetter. Jeg havde set hvad jeg saetter pris paa og jeg havde set hvad jeg er ligeglad med.
Nu har jeg sagt farvel til mine 5 m2 og steget ombord paa den sydlige halvkugles storste land.

Den gyldne stund

Klokken syv i morges kaempede vi os over en tyndt braet paa 40 centimeter paa en raaden og rusten undskyldning af en faerge. Og sammen med os et stort antal mennesker med bundter med toj, saekke med log, havemobler og motorcykler. Det mindede mest af alt om en amerikansk actionfilm, hvor helten og heltinden skal grueligt mange lokale transportmidler igennem for de finder en smagrat paa storelse med en knytnaeve.
Vi sad paa marmorhaarde traebaenke som, er jeg overbevist om, var specialtdesignet til at raedbraekke min ryg. Men som tiden gik og det tyndede ud i passagerene kunne jeg se skonheden i det tropiske landskab der, med en behagelig monoton vibration fra skibets motor, gled forbi udenfor.
Mens jeg sad og kiggede ud af vinduet, begyndte mine tanker at vandre. Og saa skete det! Paa lige praecist det tindpunkt var jeg ikke laengere i Sydamerika. Jeg var ikke laengere i Paraguay. Jeg var tilstede lige der i nuet. Jeg var i baaden paa floden. Ingen andre steder. Det er de ojeblikke en rejsende leder efter. De er faa og uvurderlige. Og til sidst kronen paa vaerket, solnedgangen. Jeg ved godt at deet ikke er saa matcho sagt, men det var sgu smukt!

Efter det fulgte en nat med en timelang jagt efter en fornuftig liggestilling paa det aluminiumsbelagte gulv. En stilling mellem et utal af mennesker og bagage. En stilling der kunne tilbyde bare en lille smugle sovn.

Christoph har skrevet en bog om en kokuspalme. Det var dengang han boede i Cambodia. Jeg er spaendt paa at finde ud af hvordan han kunne faa den til at fylde 84 sider.

Nota bene. Hvide t-shirts og lange sejlture er ikke et godt match. Og med mit tjavsede lyse haar er jeg saa smaat begyndt at ligne Klaus Kinski.

Junglen Kalder

Vi er ankommet til en by der hedder Concepcion. Det er hverken en stor by eller en lille by. Her paa graensen mellem troperne og suptroperne er det scoterne og motorcyklerne der hersker. Den eneste kontrast i denne rene og harmoniske by er, at der nu og da korer en hestevogn forbi. Og saa er det en ung by. I den forstand at der en mange unge mennesker i bybilledet.
Vi er kommet laengere nord paa og laengere vest paa. Og her er befolkningen overvejende indianere af en stamme ved navn guarani. De har deres eget sprog og selv om de taler spansk bliver jeg alligevel totalt sprogforvirret.
Naa, men junglen kalder. Saa imorgen klokken l.... skal vi forsoge at kante os ind paa en overfyldt baad. Vi skal sejle op af en flod der deler Brasilien og Paraguay. Turen vil tage tre dage og i folge efterretningskilder bliver det baade trangt og ukonfortabelt. Latinamerikansk slum-romantik om man vil. Jeg har en formodning om at der nok ikke er Wi Fi paa baaden saa der vil nok gaa et par dage inden blog-klokken ringer igen.

Tak mor

En af de helt store fordele ved at rejse i de varme lande er laundry service. Man afleverer sit toj og et par timer efter kommer det tilbage. Rent, lagt sammen og nogle gange stroget. Og hver gang kan jeg ikke lade vaere med at taenke paa at det jo i virkeligheden var den luxus jeg nod da jeg boede hjemme. Og jeg tror vist ikke jeg har sagt tak til dig, mor. Tak for alle de tusinde gang du har vasket mit toj. Du har gjort saa mange andre ting, men det maa du faa tak for en anden gang.

Jeg har kobt mig en ny computer. Den hedder ASUS. Jeg tror ikke at den er meget vaerd. Men det gor ikke noget fordi jeg ikke har givet saerligt meget for den.

Der er to ting jeg har lagt maerke til her i Acencion (og ja, vi er ikke kommet videre endnu). Der er vekselbutikker alle vegne og gadevekselerer for hver tyve meter. En af grundene er nok at en meget stor del af landets okonomi er sort. Og jeg tror at den herskende montfod i den sorte okonomi er $. Men jeg har endnu ikke faaet det bekraeftet. Mest fordi jeg ikke har tudre sporge.
Den anden ting, der er paafaldende her i byens hovedgade, er et stort antal parfumebutikker. Og de er ret store. Maaske kan paragueyerne godt lide at dufte godt naar de veksler penge.

Den gamle mand og kaffen

Der er gaaet et par dage siden jeg sidst har skrevet. Og det huer mig ikke. Men der er en logisk forklaring. For et par dage siden rejste en gamel mand paa 78 sig fra det bord hvor vi havde siddet og snakket om lidt af hvert. Eller det vil sige, han snakkede om lidt af hvert. Han havde drukket sin kaffe og roget et par meget tynde cigaretter. Paa vej op fik han, naermest i slow motion, vaeltet min kaffe ned over min elskede mini PC. Og det var den ikke saa glad for. Derfor maatte den en tur til mekanikeren. Han maatte meddele at den forst kunne blive klar om nogle dage. Og det har ikke vaeret saa praktisk eftersom jeg skulle til Paraguey dagen efter. Og her sidder jeg nu i hovedstaden Asuncion. Det er den mindste hovedstad jeg nogensinde har set. Og en roligste.
Nu sporger du nok dig selv: hvorfor blev idioten ikke de par dage laegere? Men svaret er, at jeg har vaeret ret heldig. Jeg har faaet en fransk rejsekamarat, Christophe, som selv har planer om at rejse Sydamerika rundt. Han kender kontinentet og taler spansk. Saa de naeste par maaneder vil vi gore hinanden selskab. I hvert fald saa laenge vi kan holde hinanden ud. Han er fyrre, har en rastlos sjael, ryger et par pakker om dagen og er ikke ked af en ol ind imellem. Lyder det bekendt?
Naa, der er ikke meget at se her, saa vi gorer videre til Consepcion i morgen.
Jeg vender tilbage naar jeg igen finder en internet cafè.

Komsammen med Piaf og Brel

Jeg sidder i et stort fugtigt rum under baren Le Troquet de Henry. På væggene hænger gamle plakater af argentinske klub- og landshold side om side med gamle filmplakater. Nogle er tilbage fra trediverne. Vi sidder omkring det stort, massivt og slid træbord, der ville være Valhalla værdig. Men rummet er ikke fyldt med brovtende vikinger, men derimod en lille skare af franske kunstnere og intellektuelle.
Vi er samlet til Christophe´s afskedsfest. I selskabet, der egentlig kun omfatter 10-15 mennesker, er der tre guitarister der skiftes til at spille klassiske franske og argentinske sange. Ala Jacques Brel og Edith Piaf. Det er stillet et par flasker rum på bordet, der løbende forhøjer stemningen. Der er Nestor, filosof/instruktør og tegneseriefan. Han har et stort kruset hår og et fjernt blik i øjnene. Der er en manisk svejtser der må stå op når han spiller guitar. Men jeg bed især mærke i en ung chica (pige) der synger et par af hendes egne sang og det var meget smukt. Jeg fik liret et lille digt af som nu endelig er kommet ud af min minis hardware og ud i offentligheden. Og der var følelser alle vegne. Og så var der selvfølgelig Christophe som mest er fotograf, men også har fået udgivet et par bøger. Man kan se hans værker på: http://anochehubounatormenta.blogspot.com/

Nu ved jeg så hvad det vil sige at være fransk intellektuel.

Vend den anden kind til

Jeg er et vanemenneske. Så jeg har fundet en lille bar 50 meter fra min midlertidige gadedør. Her drikker jeg min morgenkaffe. Her skriver jeg og her sidder jeg med de lokale og snakker om fodbold. Om aftenen deler vi et par Quilmes-øl, ryger cigaretter og snakker om kvinder. Men der er en hage ved den. Det er en fransk bar, så de sidste par dage har jeg stort set kun snakket fransk. Vi sidder udenfor ved små vakkelvorne træborde hele aftenen. Folk kommer og går. Jeg bliver introduceret for venner og bekendte og folk jeg aldrig har mødt før kommer hen og kysser mig på højre kind. Det er sådan man gør. Et enkelt lille kys på højre kind. I mine kredse, hjemme i Danmark, giver vi hinanden et kram og ligger den venstre kind til. Og jeg har fundet ud af hvor dybt disse hilsner ligger i mig. Jeg skal virkelig koncentrere mig for at vende den anden kind til.

Fedtede klude
Der går mænd rundt i vejsiden og vifter med en fedtet klud. Først forstod jeg ikke hvad de lavede. Men jeg har fundet ud af at de har en, noget overflødig, funktion. De dirigerer folk ind og ud af ledige parkeringspladser. De hjælper med parallelparkeringer og i princippet skal de også tørre bilvinduerne af med kluden. For den indsats får de et par mønter. Nu er det ikke fordi parallelparkeringer er sværere i Buenos Aires end i resten af verden så det er vist mere for syns skyld at de gør hvad de gør. Det har en mere en social funktion. Der giver en beskeden indtægt til folk, der ikke er heldige at have en anden beskæftigelse.

Den ensrettede by

Jeg har altid ment at trafik fortæller en del om en by. Hvad det fortæller, ved jeg ikke. Men det fortæller noget. Alle storbyer har forskellige trafikkulturer. BA´s gader er indrettet efter et såkaldt grid-system. Ligesom Manhattan og Barcelona. Og den korte og symmetriske afstand mellem gaderne betyder, at alle gader er ensrettede. Alle gader! Men det er bilerne der ejer byen. Alle fodgængerne løber nervøst over gaderne når der er en bil i sigte. Uanset hvor langt væk den er. Og man skal ikke forvente at de sætter farten ned når de ser en fodgænger. Gaderne er som livsfarlige, fossende floder, der konstant krydser hinanden. Mens fortovene er den sikre flodbred, hvor man beskyttes af de allestedsnærværende platantræer. Man kan dog trøste sig med at man kun bliver kørt ned fra den ene side. Det giver alligevel en vis forudsigelighed. I øvrigt; hvorfor er der ikke nogle platantræer på Platanvej?

Børnebyen
Der er børn alle vegne i bybilledet. Små nuttetheder, der vinker til mig når de går forbi. Den betragtning kan virke banal. Men der er faktisk mange metropoler, hvor man ikke ser mange børn. Værst er Paris. Og New York. Børn giver vitalitet og umiddelbarhed. De begaver byen med energi og glæde.

Snor og hat
Jeg er flyttet til et nyt kvarter. Belgrano. Det er et mere lokalt kvarter, hvor jeg ikke ser mange turister. Folk taler til mig uden nogen årsag og jeg får konstant brug for mit stakato-spansk. Belgrano og nabokvarteret, Once, er også byens jødiske kvarterer. Og de er mange og tydelige i bybilledet. Ortodokse jøder med deres med deres hatte, deres blege ansigter og kulsorte tøj. Phuha, det må være varmt. Og så er der de hvide snore der hænger ned fra siden. Jeg kom til at tænke på hvad der vil ske hvis man hev i snorene. Vil deres arme ryge ud til siden? Vil deres hatte blive skudt i vejret? Men der vil vel egentlig bare ske det, at man får en skideballe på hebraisk. Jeg ved godt at det ikke er come il faût, at gøre nar af folks kulturelle særpræg. Men omvendt, hvis man ikke, i ytringsfrihedens navn, må smile af folk i mærkeligt tøj. Hvad må man så?

Rettelse
Jeg bliver nødt til at sluge min påstand om antallet af amerikanske fastfoodkæder. Sørgeligt.

At se med hjertet

Sammen på Pablo og to mexicanske fyre nærmer jeg mig stadion af en bred vej afspærret for biler. For hvert skridt stiger spændingen i luften. For enden af vejen kan vi se det lokale stadium komme nærmere og nærmere. Jeg skal til argentinsk fodbold.
Hvis dette stadium var en bil, kunne den godt trænge til en ordentlig omgang PAVA. Men det glemmer jeg hurtigt da jeg sidder i midtersektionen med Identicipia i rødt på højre længe og Razor-fansene i blåt og hvidt til venstre. Stemningen er intens. Vi er på Identicipias hjemmebane og selv om vi sidder på de ”fine” pladser er vi omgivet af de røde fans. Ved siden af mig sidder Paulo. Han er Razorfan og han er meget tavs.
Så går kampen i gang. Vi hører et brøl fra alle sider. Flag bliver ivrigt viftet og lange stykker med hvidt toiletpapir bliver kastet ned på banen. Kampen er spændende, men jeg lægger især mærke til folk omkring mig. Foran mig sidder en far med hans to sønner. Han er pænt klædt på, velplejet og ligner en succesfuld forretningsmand. Pludselig rejser han sig og skriger noget som jeg tror, er ukvemsord over mod Razorfansne. Og jeg får et chok og da han efter det første mål vender sig om mod hans ene søn omfavner ham og ser ud til at han er tæt på at græde. En pæn forretningsmand og far er blevet omdannet til et ukontrollabelt bundt af følelser. Glæde og sorg, kærlig og had. Fra Jekyll til Hyde. (Eller er det omvendt?).
Showet fortsætter og Indepencia vinder en ufortjent sejer på to nul. Da vi halv ni, endelig kommer ud af stadium er jeg udmattet. Jeg har været vidne til 20.000 menneskers konstante følelsesudbrud. Jeg har været vidne til 20.000 mennesker, der har set kampen med hjertet.
Til sidst en lille betragtning. Det er kutyme at spillerne efter et mål, kaster sig over hinanden og krammer og kysser. Men hvis man ser lidt nøgternt på det er det jo bare en flok unge fyrer, der gør deres arbejde. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på komikken. Tænk hvis denne begejstring bliver overført til andre professioner. Tænk hvis en embedsmand, der har fået ros af ministeren, løber ud på gangen og kaster sig med brystet først ned på lenomiumsgulvet, mens de andre embedsmænd løber ud af deres kontorer, kaster sig over den dygtige ”målscorer”, omfavner ham og kysser ham på issen. Det kunn være sjovt.

Liquidacion

Det betyder udsalg på spansk. I hvert fald den argentinske version af spansk. Personligt synes jeg at det lyder lidt dramatisk. Men det er altså sæson for likvideringer i BA. Rart at vide.
Min dag er gået med at følge mine Converser´s vilje. Let sekunderet af mit blik, der har holdt udkig efter charmerende gader og avenuer, gik jeg gennem byen uden et egentligt mål. Sådan skal det være. Jeg endte i kvarteret Las Cañitas som ved første øjekast var lidt ”Upper class”. Men absolut turen værd. Jeg er også blevet lidt klogere på min egen bydel, med det ambitiøse navn Palermo Hollywood. Det viser sig at det er her det sner, hvad angår de smarte restauranter, barer og natklubber. BA´s Vesterbro om man vil. Men da der bor 13 millioner mennesker i byen er deres version af Vesterbro en smule større. Det er måske derfor jeg føler mig hjemme her.
Og så har jeg fået en ven! Jeg ved det godt. Det ligner mig ikke sådan at møde nye mennesker, men det skete. Han er medejer af en lille bar lige rundt om hjørnet, Mojo, og han var så venlig at invitere mig til en privat fest senere i aften. Derfor vil jeg iføre mig en skjorte, der ikke presser knapperne på runddelen alt for meget og smøre lidt deo under armen.
Pablo er i øvrigt fan af fodboldklubben Racer, der spiller på et totalt udsolgt stadium mod Indepencia i morgen. I løbet af to timer lykkedes det mig faktisk at skaffe to billetter og han var skide imponeret. Jeg tror der er et par gratis øl i sigte senere.
Mano a mano
Dette afsnit er ikke beregnet til de kvindelige læsere!! Når jeg kommer hjem til DK vil jeg i en høflig, men bestemt tone opfordre Dansk Sprognævn til at ændre ordet ”Pariser-røv” til ”Boenos Aires´er røv”. OK, det er måske ikke så mundret, men hvis man skal holde sig til fakta, er det mere korrekt.

Jeg vil have mine penge tilbage

Nu har jeg været i BA i et par dage. Jeg har gået rundt i byen. Kigget på steder og mennesker, men jeg kan simpelthen ikke se nogen tegn på at jeg er på et kontinent langt, langt væk. Alt tyder på at jeg befinder mig i Sydeuropa. Folk er klædt som europæere, trafikken glider nogenlunde velordnet gennem veje, flankeret af platantræer. Jeg drikker italiensk kaffe. Jeg har ingen problemer med at afkode det der sker omkring mig. Og på mange måder er der ikke noget eksotisk ved byen. Ikke at det skal ligge den til last. Bestemt ikke. Men jeg er jo ikke rejst mange tusinde kilometer for at føle mig hjemme. For at føle mig tryk og velkommen.
Der er dog nogle få punkter hvor jeg kan ane en forskel. BA har ikke, som så mange vestlige byer, de samme problemer med overvægt. Man kan ikke smutte ind på den gyldne måge og snuppe en hurtig Big Mac. Og de har wireless alle vegne. Uanset hvor jeg slår mig ned med min elskede Mini PC, selv på den mindste lille fempersoners bar, har de Wi Fi. Tag dén København.
Men jeg havde dog en forfærdelig oplevelse i dag, der godt kunne være et uland værdig. Der var en strømafbrydelse i det område hvor jeg bor. Og til stor forfærdelse måtte jeg konstatere at de maskiner der laver kaffe, espresso og andre gode sager, kører på strøm. Jeg vil have mine penge tilbage!!

Home is where the money is

Som jeg har for vane, læser jeg ikke det med småt. Så da jeg i lufthavnen bestilte et værelse i bydelen Palermo, glemte jeg at kigge på bagsiden af papiret. Der hvor priserne stod. I receptionen på Hotel Home på adressen 5867 Honduras, blev jeg lidt bleg da de nævnte prisen. Men da jeg på forhånd havde lovet mig selv et godt hotel at starte turen på, tænkte jeg på gyngerne og karrusellerne, og skrev under på div. indskrivningspapirer.
Senere da jeg sad i en ualmindelig tjecket indrettet gårdhave, var der en lille klokke der ringede i mit baghoved. Hjemmefra havde jeg læst en lille guidebog udgivet af Wallpaper. Her havde de omtalt alle de, efter deres mening, mest chikke steder. Jeg fandt guidebogen frem, slog op, og minsandten om ikke Hotel Home var nævnt blandt kun fem andre hoteller. Pengepung contra coolness 1-1.
Efter et koldt bad, en lille lur og alt for mange Marlboro, begik jeg mig ud i virkeligheden efter… ja, penge. Da pungen var tanket op, kom turen til maven. I området omkring hotellet ligger der en masse drikke- og spisesteder i varierende prisklasser. Men for mig var stedet underordnet. Målet var bøf. En stor argentinsk bøf. Jeg fandt et sted hvor menuen også stod på engelsk (ingen plads til misforståelser) og bestilte kød. Tjeneren spurgte høfligt om jeg ville have Enselada til. Jeg kiggede på ham, mønstrede mit bedste spansk, og sagde: ”No”. Og først nu ved jeg hvorfor gud har skabt kvæget. Jeg var tæt på at få tårer i øjnene. Mere behøver jeg vist ikke skrive.
Hvad min aften vil byde på, ved jeg ikke endnu. Men jeg har en formodning om at jeg får ondt i nakken i morgen. I bogstavelig forstand. Kvinderne i Buenos Aires er gudeskønne! Og jeg må koncentrere mig bare for at trække tungen ind og lukke munden. Hvad skal der dog blive af mig?

Dag et

Mirakel over Atlanten
Da jeg lidt over midnat satte mig på sæde 28D i en raslende A340-600 var der intet der tydede på at det skulle blive en nem tur over Atlanten. Ved siden af mig sad en storsmilende ældre italiensk dame som havde skruet helt op for høre-bøfferne. Jeg havde hende mistænkt for at være lidt døv. Og jeg havde hende også mistænkt for at hun ikke vidste at man kunne skifte kanal på flyets musiktilbud. Det lød i hvert fald som en blanding af Sydamerikansk popmusik og god traditionel musak. På rækken bag mig var der intet mindre end tre spædbørn, der bestemt ikke brød sig om at lette og lande.
I korridorerne herskede en række ældre udslidt og vrisne stewardesser. Der skønsomt kastede de små bakker med pasta eller kylling ind på vores små fly-borde. Nu har flymad jo aldrig været noget at skrive hjem om (eller rettere: blogge hjem om). Men de gik klart efter rekorden udi uinteressant mad. Der var, med andre ord intet der tyede på at det ville blive en kort og smertefri tur. Men så kom miraklet; jeg faldt i søvn!! Og jeg sov som en lille dreng på fyrre i samfulde ni timer. Uden afbrydelse!
Da jeg vågnede var det morgen og vi var kommet til Sydamerika. Og efter en hurtig og yderst overkommelig exit fra lufthavnen sidder jeg nu på et hotel der er for dyrt til mit budget og nyder varmen og charmen i Buenos Aires.

Prolog

Velkommen til min blog. Jeg har skabt den, så du kan følge lidt med i hvad jeg går og laver i Sydamerika. Her vil jeg forsøge at gøre mig tanker om steder og mennesker jeg ser og møder undervejs. Og derefter vil jeg forsøge at nedfælde tankerne i ord.
Mit første stop på min fire måneders færd er Buenos Aires. Jeg har endnu ikke besluttet mig for hvor lang tid jeg vil blive der. Men hvis byen er så fantastisk som jeg har hørt, bliver det nok i minimum en uge.
Det er sensommer i Buenos Aires. Jeg vil bare lige nævne det. Blandt andet fordi, at, mens jeg sidder og skriver dette, byder den grå himmel over Vesterbro på slud. Men inden jeg når til tangoen og bøffernes hovedstad skal jeg igennem 20 ½ times ufrivillig røgestop over Atlanten. Og en blød mellemlanding i Madrid.
Måske har du hørt mig prale af, at jeg vil starte med at bestige kontinentets højeste bjerg. Men planer er til for at blive ændret (det bilder jeg mig i hvert fald ind). Og når man tager en vintersnue og kombinerer den med en katastrofal fysisk form, så får man en hurtig ændring af bjergbestigningsambitionerne. Og hvis jeg skal være helt ærlig, er det en beslutning jeg er lettet over. Tanken om at slæbe en rygsæk på ryggen og en kuffert på maven op i 7000 meters højde har gjort mig en smule ængstelig.
Jeg rejser på mandag den 16. februar. Og det er ikke et minut for tidligt!
Hvis du vil have en mail hver gang jeg skriver et nyt indlæg skal du trykke på ”Faste læsere” øverst til højre. Du vil nok blive bedt om at indtaste din mail adresse og andre oplysninger.
Jeg glæder mig til at skrive videre på denne beretning og jeg håber at du vil nyde den fra tid til anden.
Godt forår, Thorbjørn.