Dag et

Mirakel over Atlanten
Da jeg lidt over midnat satte mig på sæde 28D i en raslende A340-600 var der intet der tydede på at det skulle blive en nem tur over Atlanten. Ved siden af mig sad en storsmilende ældre italiensk dame som havde skruet helt op for høre-bøfferne. Jeg havde hende mistænkt for at være lidt døv. Og jeg havde hende også mistænkt for at hun ikke vidste at man kunne skifte kanal på flyets musiktilbud. Det lød i hvert fald som en blanding af Sydamerikansk popmusik og god traditionel musak. På rækken bag mig var der intet mindre end tre spædbørn, der bestemt ikke brød sig om at lette og lande.
I korridorerne herskede en række ældre udslidt og vrisne stewardesser. Der skønsomt kastede de små bakker med pasta eller kylling ind på vores små fly-borde. Nu har flymad jo aldrig været noget at skrive hjem om (eller rettere: blogge hjem om). Men de gik klart efter rekorden udi uinteressant mad. Der var, med andre ord intet der tyede på at det ville blive en kort og smertefri tur. Men så kom miraklet; jeg faldt i søvn!! Og jeg sov som en lille dreng på fyrre i samfulde ni timer. Uden afbrydelse!
Da jeg vågnede var det morgen og vi var kommet til Sydamerika. Og efter en hurtig og yderst overkommelig exit fra lufthavnen sidder jeg nu på et hotel der er for dyrt til mit budget og nyder varmen og charmen i Buenos Aires.