Salg og marketing

Som gringo i Cusco kommer man hurtigt til at lære at sige nej på en høflig, men bestemt måde. De lokale gadesælgere er utroligt agressive og pågående. Udvalget i gadebutikken er meget begrænset. Man kan købe peruvianske huer og swætre. Fingerdukker. Skopudsning. Tvivlsomme sølvsmykker og massage. Sidstnævnte kan, efter sigende, suppleres med et mere intimt samkvæm. Salgsteknikken er meget primitiv. Sælgren henvender sig til gringoen. Gringoen vifter afvisende med hånden. Herefter forfølges gringoen tre til fire meter i håb om at gringoen, i løbet af 30 sekunder, vil skifte mening. Hvilket aldrig sker. Sælgeren går videre til næste gringo og erstattes hurtigt af en ny sælger. Sådan fortsætter spillet i en uendelighed. Men på min sidste dag i Cusco skete der noget helt usædvanligt. Jeg stødte på en dygtig sælger. Jeg sad på en bænk på byens hovedtorv. Ved siden af mig sad en ældre dame. Efter kort tid indledte hun en samtale med det klassiske spørgsmål: hvor kommer du så fra? Og spillet var begyndt. Danmark, var mit svar. Og helt tilfældigt havde hun en veninde fra København der sendte hende lidt penge nu og da. Trin 1, hun havde etableret et fælles referancepunkt. Og samtalen kunne fortsættes. ”Har du noget familie?”. Ja, var mit svar. Og fik kort fortalt hvem og hvor mange. Trin 2: her kom hendes andledning til at berette hendes triste livshistorie. Hele hendes familie var blevet dræbt under et terrorangreb på hendes landsby. 28 stk i alt. Frontalangrebet på min medlidenhedsfølelse var indledt. Næste spørgsmål: var jeg gift? Nix. Personligt havde hun været gift med en voldelig alkoholiker. Hun var blevet skilt og dermed fik hun skuppet ind at hun er eneforsørger. Smart. Måske fornemmer hun på dette tidspunkt en vis skepsis. Eller også vil hun bare være sikker på at hive den i land. Hun har i hvertfald to skud tilbage i bøssen. Og det er klassikere. Tilfældigvis var det, dagen efter, årsdagen for hendes families død. Og så blev der spillet på alle tangenter. Hun fik klemt et par tårer frem. Og derefter, stadig snøftende, berettede hun at et af børnene var syg og at hun ikke havde råd til medicin. Wow. Det var ikke så lidt. Terrorangreb. Voldelig mand. Syge børn. Hvem kan modstå den? Nu var det tid til pay-off som det hedder på marketingsprog. ”Om jeg ikke havde lyst til at købe nogle af hendes smykker?” Jeg sagde høfligt nej og rejste mig for at finde en kob kaffe. Men alene hendes indsats havde måske i virkeligheden berretiget hende til et beskedens køb. Men jeg er ikke så vild med løgne uanset hvor godt de er pakket ind. Så min samvittighed havde det godt.
Jeg håber og tror at jeg stadig kan smøres. At min kynisme vil kunne vige for et vist mål af uskyld og medlidenhed. Og jeg håber og tror at jeg ind imellem vil kunne give til folk der virkelig har brug for det.

Og til sidst en bøn. Eller en opfordring. Til alle jer der der overvejer at tage til de varme lande. Lad være med at give penge til børn! Uanset om de tigger eller sælger. Tiggeri og salg er arbejde. Og når et er børn der gør det er det børnearbejde. Hvis du falder for bedende øjne eller beskidt tøj, eller andet følelsespornografi giver du forældre og børn et incitament for at fortsætte deres ævre. Børn hører til i en skole og ikke på gaden. Uanset hvor fattige deres forældre er.