Epilog

Jeg er bevæbnet med en cafe latté. Og jeg sidder på min yndlingscafe på Vesterbro. Præcist det samme sted hvor jeg skrev min prolog for fire måneder siden. Det regner udenfor. Og selv om temperaturen er ti grader højere end dengang, er det som om Danmark har besluttet at give mig en velkomst der matcher mit farvel. Jeg har forandret mig undervejs. Det er jeg sikker på. Ikke sådan at jeg er blevet en ny og bedre Thorbjørn. Ikke det der ligner. Men fire måneder på eventyr har alligevel givet et indskud i erfaringsbanken. Et indskud, jeg ikke havde fået hvis jeg var blevet hjemme. Kontoen er blevet lidt mere polstret, i skarp kontrast til min Danske Bank konto. Den med de rigtige penge.
Mit største spørgsmål er: hvad? Hvad har turen givet mig? Og hvad har returen givet mig?
Fire måneder er lang tid og det har været svært at falde til herhjemme. Det har været svært at finde den hverdag jeg har hungret efter. Hverdagen der er kontrasten til rejsen. Det var nemmere at finde eventyret.
Når alt kommer til alt er det menneskerne der har sat sig fast. Steder er ofte mere interessante hvis der er mennesker. For mig er det mennesker der skaber steder. Mange af de steder jeg har besøgt i Sydamerika har været fantastisk smukke. Også dem uden mennesker. Ørkener for eksempel. Det er svært at finde noget smukkere end solop- og nedgange i ørkenen. Men selv mine oplevelser midt i Bolivias ørken har jeg delt med mennesker. Mennesker, der i min erindring er uløseligt forbundet til stederne. Mennesket er af natur et socialt dyr. Det kobler sig til en gruppe. En klan. Det søger en identitet i kontakten med andre. Min identitet har været rollen som rejsende. Jeg har tilhørt en gruppe der rejser rundt i søgen efter oplevelser. En gruppe der har givet mig en tryghed i et fremmed miljø. En tryghed der har givet mod på at opsøge alt det fremmede. Jeg har været en gringo, en gæst og en lokal. Jeg har været en omvandrende pung for gadesælgere. Jeg har været en ven for folk jeg har kendt i to dage. Jeg har været en alderspræsident på hostels og en purk på hotellerne. Jeg har været dansker og kosmopolit. Men jeg har været mig selv. Og jeg tror at det er det som jeg har taget med hjem. En dybere erkendelse af hvem jeg er. En erkendelse der rejst flere spørgsmål end den har besvaret. Fordi sådan er det med selverkendelse. Jo mere man lærer jo mere finder man ud af at man ved meget lidt. Meget sokratisk.