Rødvin, ulve og hippier

Hvem er jeg? Jeg er i midten. Man kan dele mennesker op på mange måder. Når jeg er ude har jeg tre katerogier. LPfolket. Ulvetimefolket. Og Røvinspensionisterne. LP står for Lonely Planet. Som er den guidebog der suverænt dominerer guidemarkedet for unge rejsende. Og LPfolket følger næsten slavisk de anbefalinger og anvisninger, der kan læses i LP. Det er en karavane af unge der tæsker igennem en fast rute. Bor på de hostels der anbefales og tager på de turer der er beskrevet. De er som en flok hærmyrer der tramper igennem turistjunglen. De er formegentlig selv overbevidst om at de ikke gør som de andre. At de er unikke. Men som alle andre befolkningsgrupper har de deres eget særpræg. En stor del af det særpræg kan henvises til hippiekulturen. Deres flettede smykker med perler af ben, hår der møjsomligt sat op så det ser tilfældigt ud og tøj med et vist etnisk tilsnit. Ulvetimefolket er den katerogi som jeg i princippet tilhører. Men det gør jeg alligevel ikke. Fordi det kræver et til to børn og en vigtig karriere. Ulvetimefolket er bundet til deres hverdag og derfor er de ikke repræsenteret i den store verden. Eller måske er jeg deres repræsentant.
Og så er der Rødvinspensionisterne. En gruppe af mennesker i 55-65 alderen. De rejser i beskytende grupper med en pålidelig guide. Det er dem der er kommet af med deres teenagebørn og vil se verdenen. Forleden blev forskellen tydelig. Jeg fulgte back packerne hen til et noget luvret og meget billigt hotel. Jeg synes egentlig ikke at jeg er så kræsen. Men jeg fandt min grænse. Jeg fik anvist et eneværelse hvor de pralede af at der var privat badværelse og udsigt ud over en byggeplads. I hvertfald i det omfang jeg kunne kigge ud af vinduerne. De var helt sikkert ikke blevet pudset dagen forinden. Da jeg fik installeret mig på værelset var det tid til et bad. Men ved nærmere eftersyn kom jeg i tvivl om hvem der ville blive mest ren, badeværelset eller mig. Så min aften gik med at finde et ordentligt logi for den kommende nat. Jeg tjeckede priser og kvalitet. Og næste morgen nærmest løb jeg væk. Min 50 meters sprint førte mig hen på et trestjernet hotel. Det lyder af meget, men man kan faktisk få et værelse af rimelig kvalitet for omkring en hund. På hotellet stødte jeg så på den anden form for rejsende. Rødvinspensionisterne. Lykkeligvis tilhører jeg heller ikke den gruppe. Jeg er et sted midt imellem. Og det er jeg næsten alene om. Men der skal nu ikke lyde noget snøft snøft herfra. Blot en konstatering.