Suk

Jeg lander i La Paz lufthavn fredag aften. Lunfhavnen ligger et stykke udenfor byen og højere oppe. Jeg får fat i en taxa og vi kører i rasende fart ned mod byen. Hvor hurtigt ved jeg ikke, fordi speedometeret ikke virker. Pludselig kan jeg se La Paz. Byen ligger som en gryde omgivet af bløde bakker. Hele byen var oplyst i blå og glødende gule lys. Det er et fantastisk syn. Radioen i taxaen kører for fuld drøn med Boliviansk populærmusik, hvor hovedinstrumentet er panfløjte.

Byen ligger i fire kilometers højde. Den tynde luft rammer mig kontant, allerede mens jeg står ved bagagebåndet. Næste dag indleder jeg med åndenød min sædvanlige jagt efter en god kob kaffe. Hver anden udåndning materialiserer sig i et dybt suk. Og den mindste trappe gør mig stakåndet. Selv mine cigaretter må hive efter vejret. Jeg er kommet til højlandet.

Den kollektive trafik i La Paz består af to elementer. Store, klodsede, farvestrålende og osende bybusser. De er af samme type som amerikanske skolebusser. Bare halvt så lange. Det andet element er små minibusser med plads til 8-10 passagerer. De har ikke skiltning i forruden som almindelige busser. Derfor har de alle en råber. Råberens job er at informere folk om hvor minibussen kører hen. De hænger ud af vinduet og råber destination og rute efter folk der står på fortorvet og venter på netop deres minibus. Råberne bidrager maerkbart til byens larmende lydkulisse.
Folk her i La Paz er de højlandsindianere. De har en meget lav gennemsnitshøjde og kastanjebrune lædrede ansigter. Og det vrimler med kvinder med farvestrålende sjaler og bylder på ryggen. De har snorlige kulsorte midterskildninger, der ender i en eller to, meterlange fletninger. Og så bærer de traditionelle Bossalino-hatte. Grønbrune høje bowlerhatte. Præsist som man ser på postkortene.
Jeg konstaterer med et dybt suk, at jeg er kommet til det Bolivia jeg havde forventet at se.

Se billeder på min Facebookprofil.