At se med hjertet

Sammen på Pablo og to mexicanske fyre nærmer jeg mig stadion af en bred vej afspærret for biler. For hvert skridt stiger spændingen i luften. For enden af vejen kan vi se det lokale stadium komme nærmere og nærmere. Jeg skal til argentinsk fodbold.
Hvis dette stadium var en bil, kunne den godt trænge til en ordentlig omgang PAVA. Men det glemmer jeg hurtigt da jeg sidder i midtersektionen med Identicipia i rødt på højre længe og Razor-fansene i blåt og hvidt til venstre. Stemningen er intens. Vi er på Identicipias hjemmebane og selv om vi sidder på de ”fine” pladser er vi omgivet af de røde fans. Ved siden af mig sidder Paulo. Han er Razorfan og han er meget tavs.
Så går kampen i gang. Vi hører et brøl fra alle sider. Flag bliver ivrigt viftet og lange stykker med hvidt toiletpapir bliver kastet ned på banen. Kampen er spændende, men jeg lægger især mærke til folk omkring mig. Foran mig sidder en far med hans to sønner. Han er pænt klædt på, velplejet og ligner en succesfuld forretningsmand. Pludselig rejser han sig og skriger noget som jeg tror, er ukvemsord over mod Razorfansne. Og jeg får et chok og da han efter det første mål vender sig om mod hans ene søn omfavner ham og ser ud til at han er tæt på at græde. En pæn forretningsmand og far er blevet omdannet til et ukontrollabelt bundt af følelser. Glæde og sorg, kærlig og had. Fra Jekyll til Hyde. (Eller er det omvendt?).
Showet fortsætter og Indepencia vinder en ufortjent sejer på to nul. Da vi halv ni, endelig kommer ud af stadium er jeg udmattet. Jeg har været vidne til 20.000 menneskers konstante følelsesudbrud. Jeg har været vidne til 20.000 mennesker, der har set kampen med hjertet.
Til sidst en lille betragtning. Det er kutyme at spillerne efter et mål, kaster sig over hinanden og krammer og kysser. Men hvis man ser lidt nøgternt på det er det jo bare en flok unge fyrer, der gør deres arbejde. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på komikken. Tænk hvis denne begejstring bliver overført til andre professioner. Tænk hvis en embedsmand, der har fået ros af ministeren, løber ud på gangen og kaster sig med brystet først ned på lenomiumsgulvet, mens de andre embedsmænd løber ud af deres kontorer, kaster sig over den dygtige ”målscorer”, omfavner ham og kysser ham på issen. Det kunn være sjovt.