Fiesta

Jeg sidder i Cocacabana og det er Langfredag. Byen ligger ved Titicacasøen få kilometer fra grænsen til Peru og er speciel af to årsager. Den har Bolivias eneste strand og så er det en pilgrimsby. Tillad mig at starte med det første. Når jeg ind imellem sidder på sidelinien og betragter folk gå forbi, slår det mig at mængder måske har en personlighed. Ikke mængder som i ”en vis mængde ris”. Men folkemængder. Og min oplevelse på sidelinien i Cobacabana hiver minder frem fra mange andre strand/sommerbyer. Jeg kunne få den samme oplevelse i Skagen ved boderne i havnen, der sælger urimeligt dyre nyfangede rejer. En stemning der er så let og ubekymret at ingen behøver hæve deres stemmer. Alle folk har det samme lette smil der emmer af afslappet sans souci. En serie af små perlelette samtaler, der blander sig med de andre og bidrager til mængdens personlighed. En personlighed der er mild og glad. Jeg oplevede hovedgaden som en enhed og ikke et stort antal individer.

Det er langfredag og Cocabana er en pilgrimsby. Pilgrimsfærden er en vandring fra halvøens færgeby over stedets småbjerge og frem til Cocabana. En vandring der mere har karakter at hygge og sammenhold end procession. Jeg fik det indtryk at det ikke var så meget religiøs målsætning, som det var en måde at bruge en god fredag på. Den oplevelse blev forstærket da jeg ankom til byen. Den ti til femten meter dybe strand var plastret til med iglotelte. Små boder der solgte alt fra tykkegummi, solbriller, hipismykker til kors flettet af palmeblade. Og mad alle steder. Krydrede pølser. Nyfanget fisk. Svineskank. Og andre fristelser.

Men jeg forlader fiestaen allerede lørdag med en dyb trang til at komme ud Bolivia, hvor jeg har opholdt mig i alt for længe. Næste stop er Peru. Landet spækket med ruiner fra kontinents storhedstid. Så nu bliver det mine vandrestøvlers tur til at komme og mine Conversers tur til at få en tiltrængt ferie.