Vend den anden kind til

Jeg er et vanemenneske. Så jeg har fundet en lille bar 50 meter fra min midlertidige gadedør. Her drikker jeg min morgenkaffe. Her skriver jeg og her sidder jeg med de lokale og snakker om fodbold. Om aftenen deler vi et par Quilmes-øl, ryger cigaretter og snakker om kvinder. Men der er en hage ved den. Det er en fransk bar, så de sidste par dage har jeg stort set kun snakket fransk. Vi sidder udenfor ved små vakkelvorne træborde hele aftenen. Folk kommer og går. Jeg bliver introduceret for venner og bekendte og folk jeg aldrig har mødt før kommer hen og kysser mig på højre kind. Det er sådan man gør. Et enkelt lille kys på højre kind. I mine kredse, hjemme i Danmark, giver vi hinanden et kram og ligger den venstre kind til. Og jeg har fundet ud af hvor dybt disse hilsner ligger i mig. Jeg skal virkelig koncentrere mig for at vende den anden kind til.

Fedtede klude
Der går mænd rundt i vejsiden og vifter med en fedtet klud. Først forstod jeg ikke hvad de lavede. Men jeg har fundet ud af at de har en, noget overflødig, funktion. De dirigerer folk ind og ud af ledige parkeringspladser. De hjælper med parallelparkeringer og i princippet skal de også tørre bilvinduerne af med kluden. For den indsats får de et par mønter. Nu er det ikke fordi parallelparkeringer er sværere i Buenos Aires end i resten af verden så det er vist mere for syns skyld at de gør hvad de gør. Det har en mere en social funktion. Der giver en beskeden indtægt til folk, der ikke er heldige at have en anden beskæftigelse.