Salt

Jeg er taget på endnu en naturtur. Denne gang i det østlige Bolivia. Vi var en gruppe på seks personer. Et ungt par fra Frankrig, et ungt par fra Tyskland og en ung Japaner (i forhold til mig er alle tilsyneladende unge). Vi kørte rundt i naturreservatet i en hærdet rød Toyota jeep. Og naturen var enestående. Vores første stop var verdens største salt-slette. På mange sprog bliver det, af en eller anden grund, kaldt en salt-sø. Selvom mængden af vand er meget beskeden. Søen/sletten fylder 2000 km2 og ligger i 3200 meters højde. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på de enorme tektoniske kræfter, der har været på spil. På en eller anden måde er det lykkedes at transportere et stort stykke hav ind midt på kontinentet og op i 3200 meters højde. Wow.
På min rejse i Sydamerika er jeg kun en gang stødt på et måltid, hvor jeg fik tilbudt pepper. Normalt er det salt, olie, eddike og tandstikker. Og grunden kan være at de ikke har peppersletter her på kontinentet. Salt har de i hvertfald nok af. Så meget, at de bruger pressede saltblokke som mursten. Vores første overnatning var på et hotel hvor mure, gulve, borde, stole og selv sengene var lavet af presset salt. Internt i gruppen drøftede vi, om man ville kunne skrive sit navn med ketchup på bordene. ”Thorbjørn was here”.