Lakridser. Min sofa. Stærk sennep og chili. Biograf. Toiletpapir og toiletbrædder. Vatpinde. Det er de mærkeligste ting jeg har savnet. Øverst på listen er selvfølgelig familie og venner. Men det andet. De små ting. Toiletforhold hører måske ikke til de små ting. Især ikke når man har bøvl med maven. Toiletpapir har en overraskende høj værdi i Sydamerika. Der er gadesælgere der sælger prutruller enkeltvis. Toiletpapirpuchere. Der er butikker der har det eftertragtede papir udstillet i vinduet. Ikke pakker med fire eller flere ruller, men enkeltruller. Måske ikke så mærkeligt med den efterspørgsel. Man vender sig til altid at have papir på sig. Og man er på skideren hvis man har glemt det. Men man kan ikke have toiletbrædder på sig. Selv om de er ligeså sjældne. Ofte når man er færdig kan det være rart at vaske hænder. Og valgmulighederne er ligeligt fordelt mellem ingen vand, koldt vand og luxusversionen, sæbe med koldt vand. Uanset hvad mulighederne er, går man derfra med en følelse af hygiejnisk underskud. Lakridser er vel bare et udtryk for at jeg er dansker. Og sennep og chili er et udtryk for at maden derovre er temmelig kønsløs. Sofa og bif et udtryk for mit dybtliggende behov for hjernedød amerikansk underholdning. Men vatpinde! Er jeg blevet så afhængig at jeg ikke kan undvære dem?
Jeg er ikke meget for begrebet farvel. Fordi farvel rimer på slutning. Og slutninger er triste. Så jeg vælger at sige, ”vi ses”, ”au revoir”, ”see you” og ”nos vemos”. Ikke her, men et andet sted.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar