Komsammen med Piaf og Brel

Jeg sidder i et stort fugtigt rum under baren Le Troquet de Henry. På væggene hænger gamle plakater af argentinske klub- og landshold side om side med gamle filmplakater. Nogle er tilbage fra trediverne. Vi sidder omkring det stort, massivt og slid træbord, der ville være Valhalla værdig. Men rummet er ikke fyldt med brovtende vikinger, men derimod en lille skare af franske kunstnere og intellektuelle.
Vi er samlet til Christophe´s afskedsfest. I selskabet, der egentlig kun omfatter 10-15 mennesker, er der tre guitarister der skiftes til at spille klassiske franske og argentinske sange. Ala Jacques Brel og Edith Piaf. Det er stillet et par flasker rum på bordet, der løbende forhøjer stemningen. Der er Nestor, filosof/instruktør og tegneseriefan. Han har et stort kruset hår og et fjernt blik i øjnene. Der er en manisk svejtser der må stå op når han spiller guitar. Men jeg bed især mærke i en ung chica (pige) der synger et par af hendes egne sang og det var meget smukt. Jeg fik liret et lille digt af som nu endelig er kommet ud af min minis hardware og ud i offentligheden. Og der var følelser alle vegne. Og så var der selvfølgelig Christophe som mest er fotograf, men også har fået udgivet et par bøger. Man kan se hans værker på: http://anochehubounatormenta.blogspot.com/

Nu ved jeg så hvad det vil sige at være fransk intellektuel.