Min tid

Min mest værdifulde ressource er tid. Penge er vigtige. Intelligens er vigtig. Men det er tid jeg ejer mest af.
Jeg kunne jo vælge at udnytte tiden. Men det ville være synd for den. Og for mig. Ressourcer som man har nok af skal ikke udnyttes de skal bruges. De skal nydes og værdsættes. Og det gør jeg så. Jeg har i en tidligere blog mere end antydet at Santa Cruz er en kedelig by. Og det er den stadig. Alligevel befinder jeg mig stadig i byen, seks dage efter. Hvorfor? Fordi jeg har nydt tiden. Tiden går langsomere her. Den går ikke, den slentrer. Det gør den alle steder, hvor det er varmt. Selv i Danmark har vi mere tid om sommeren end om vinteren. Tid og varme hænger sammen. Den varme tid er trukket ud.
Når jeg har god tid har jeg mulighed for at gøre en af de ting jeg holder allermest af når jeg rejser. At erobre stedet. Jeg finder en cafe som jeg gør til min. Jeg sidder ved det samme bord. Jeg går hjem ad den samme gade. Jeg får en udstråling, der siger at jeg hører til. Lidt. Tjenerne kender mig og et ”Buenos tardes” er mere hjerteligt. Efter lidt tid er byen ikke længere fremmed for mig og jeg er ikke længere en fremmed. Min ressource er omdannet til nærværd. Tiden har givet mig stedet.