Lim

Omkring femten meter fra doren til mit hotel, har en haandfuld hjem- og substistenslose slaaet sig ned. Deres forbandelse er lim. Og for at faa deres rus skal de hele tiden inhalere giftdampene. Naar de endelig har faaet nok, gaar de omkuld i hinandens pis. De er fuldstaendig vaek fra verden og ligger naermest bevidstlose mens deres ben ryster i kramper.
Jeg ved af erfaring, at hvis man tager andres elendighed paa sig, bliver det hurtigt mere end man kan rumme. Derfor registrerer jeg deres tilstedevaerelse og deres armod. Men foler ikke deres desperation.
Man kan ikke forvente at komme til Sydamerika, uden at stode paa samfundets fortabte sjaele. Med alt det gode horer alt det onde. Det er en del af oplevelsen.
Deres tilstedevaerelse har ogsaa paamindet mig om farerne ved at rejse alene. Kontinentets enorme sociale kloft avler desperat og brutal kriminalitet. Og jeg er et oplagt offer. Det har betydet at jeg har givet mig selv et frivilligt udgangsforbud efter solnedgang.
Maaske er kynisme den smag man faar i munden naar man laeser dette indlaeg. Men min kynisme bygger paa erfaring og ikke en manglende medfolelse. Det er ikke ligegyldighed, men nodvendighed. Og en rejseblog er intet vaerd hvis den kun indeholder smaa vittige indlaeg. En rejsende maa ogsaa lade sig eksponere for elendighed. Ellers har han ikke rigtig vaeret afsted.