fredag den 20. februar 2009

Jeg vil have mine penge tilbage

Nu har jeg været i BA i et par dage. Jeg har gået rundt i byen. Kigget på steder og mennesker, men jeg kan simpelthen ikke se nogen tegn på at jeg er på et kontinent langt, langt væk. Alt tyder på at jeg befinder mig i Sydeuropa. Folk er klædt som europæere, trafikken glider nogenlunde velordnet gennem veje, flankeret af platantræer. Jeg drikker italiensk kaffe. Jeg har ingen problemer med at afkode det der sker omkring mig. Og på mange måder er der ikke noget eksotisk ved byen. Ikke at det skal ligge den til last. Bestemt ikke. Men jeg er jo ikke rejst mange tusinde kilometer for at føle mig hjemme. For at føle mig tryk og velkommen.
Der er dog nogle få punkter hvor jeg kan ane en forskel. BA har ikke, som så mange vestlige byer, de samme problemer med overvægt. Man kan ikke smutte ind på den gyldne måge og snuppe en hurtig Big Mac. Og de har wireless alle vegne. Uanset hvor jeg slår mig ned med min elskede Mini PC, selv på den mindste lille fempersoners bar, har de Wi Fi. Tag dén København.
Men jeg havde dog en forfærdelig oplevelse i dag, der godt kunne være et uland værdig. Der var en strømafbrydelse i det område hvor jeg bor. Og til stor forfærdelse måtte jeg konstatere at de maskiner der laver kaffe, espresso og andre gode sager, kører på strøm. Jeg vil have mine penge tilbage!!

1 kommentar:

  1. Hola hombre. Nu er du jo til dagligt beboer i et ganske eksotisk område hjemme i storbyen, så der er vel ikke mange andre metropoler der kan byde på overraskelser. Du skriver ikke hvordan det går med tangoen? eller med den gode vin og det spanske. Håber du finder nogle listige steder - som ikke minder om dine stamsteder på Vesterbronx. Hyg dig og tak for en god blog. adios amigo

    SvarSlet