tirsdag den 17. februar 2009

Home is where the money is

Som jeg har for vane, læser jeg ikke det med småt. Så da jeg i lufthavnen bestilte et værelse i bydelen Palermo, glemte jeg at kigge på bagsiden af papiret. Der hvor priserne stod. I receptionen på Hotel Home på adressen 5867 Honduras, blev jeg lidt bleg da de nævnte prisen. Men da jeg på forhånd havde lovet mig selv et godt hotel at starte turen på, tænkte jeg på gyngerne og karrusellerne, og skrev under på div. indskrivningspapirer.
Senere da jeg sad i en ualmindelig tjecket indrettet gårdhave, var der en lille klokke der ringede i mit baghoved. Hjemmefra havde jeg læst en lille guidebog udgivet af Wallpaper. Her havde de omtalt alle de, efter deres mening, mest chikke steder. Jeg fandt guidebogen frem, slog op, og minsandten om ikke Hotel Home var nævnt blandt kun fem andre hoteller. Pengepung contra coolness 1-1.
Efter et koldt bad, en lille lur og alt for mange Marlboro, begik jeg mig ud i virkeligheden efter… ja, penge. Da pungen var tanket op, kom turen til maven. I området omkring hotellet ligger der en masse drikke- og spisesteder i varierende prisklasser. Men for mig var stedet underordnet. Målet var bøf. En stor argentinsk bøf. Jeg fandt et sted hvor menuen også stod på engelsk (ingen plads til misforståelser) og bestilte kød. Tjeneren spurgte høfligt om jeg ville have Enselada til. Jeg kiggede på ham, mønstrede mit bedste spansk, og sagde: ”No”. Og først nu ved jeg hvorfor gud har skabt kvæget. Jeg var tæt på at få tårer i øjnene. Mere behøver jeg vist ikke skrive.
Hvad min aften vil byde på, ved jeg ikke endnu. Men jeg har en formodning om at jeg får ondt i nakken i morgen. I bogstavelig forstand. Kvinderne i Buenos Aires er gudeskønne! Og jeg må koncentrere mig bare for at trække tungen ind og lukke munden. Hvad skal der dog blive af mig?

2 kommentarer:

  1. Lykke på rejsen, fætter! Det bliver spændende at følge med i.
    - fra min tid i Sydamerika mindes jeg nu mere, at også det argentinske mandfolk havde anatomien i orden;o)

    SvarSlet
  2. Hej Maren
    Godt t høre fra dig. Jeg har ikke rigtigt kigget til den side, men vil huske at finde bekræftrelse på dine anatomiske erfaringer. ;-)

    SvarSlet