Puno. Indtil videre har jeg fundet to ulemper i Peru. Det har været svært at finde cigaretter med bandarol. Og det har været svært at finde lightere der virker. De koster ikke en disse. Men deres levetid er endnu mindre end prisen. Så jeg kigger efter bandaroler og dyre ligthere. Den sidste lighter jeg fik hænderne i, var et ordentligt grønt monstrum. Men som damen i butikken smilende viste mig, så havde den også en lille lygte i bunden. Funky feature.
Jeg havde et værelse med kabel og kunne vælge mellem en håndfuld engelsksprogede kanaler. Og mindst 20 lokale. Midt i mit værelse stid en gigantisk seng. Der var plads til mindst tre personer.
Man kan faktisk godt føle sig lidt ensom med så meget plads. Jeg havde installeret mig i øverste venstre hjørne og stirrede ind imellem på det store tomme område ved siden af mig. Jeg kunne godt have brugt en at ligge i ske med. Måske to. Men jeg var alene. Hen under aftenen blev byen udsat for blackout. På noget der virkede som mindre end et sekund blev alle byens elektriske lys pustet ud. Og der var ikke andet at gøre end at vente. Nu havde jeg jo købt en lighter med lys i, så der var ingen panik. Jeg lagde mig på ryggen og lyste legende rundt i værelset. Og med et kom åbenbaringen. På loftet lige over mig kiggede en smuk pin-up pige forførende på ned. Og hun var nøgen fra navlen og op. Det var et under. Overrasket over det pludselige selskab famlede jeg nervøst med lighteren og fandt en dims jeg kunne skrue på. Og Bam. Der kom en ny kvinde frem paa loftet. Der var ikke mindre fem skønhedder, der kunne holde mig ved selskab i mørket. Den lille lygte var i virkeligheden en pinup projektor.
Lyset kom tilbage og jeg erstattede lighteren med fjernbetjening. Mens jeg tænkte på, at det vist mere var et smøret grin end et smil som kioskbamen bar da hun overrakte mig lighteren. Men fra nu af kan jeg i det mindste tænde lighteren hver gang jeg bliver lidt ensom. Og lighteren virker stadig.
Det er ved at være tid til bestilling af panfløjter. De er af topkvalitet med ægte bambusrør bundet sammen af ægte snor. De findes i flere størelser. Enkeltrække, hvilket jeg vil anbefale til førstegangs-fløjtere. Dobbeltrække og til de modige, tripelrække. De kan købes for kun 50 kroner, hvilket er tæt på indkøbspris. Afgiv din bestilling under ”Kommentarer” herunder. Jeg skal gøre opmærksom på at de kun findes i ubegrænset antal så afgiv din bestilling nu, inden de aldrig løber tør.
søndag den 19. april 2009
onsdag den 15. april 2009
Rødvin, ulve og hippier
Hvem er jeg? Jeg er i midten. Man kan dele mennesker op på mange måder. Når jeg er ude har jeg tre katerogier. LPfolket. Ulvetimefolket. Og Røvinspensionisterne. LP står for Lonely Planet. Som er den guidebog der suverænt dominerer guidemarkedet for unge rejsende. Og LPfolket følger næsten slavisk de anbefalinger og anvisninger, der kan læses i LP. Det er en karavane af unge der tæsker igennem en fast rute. Bor på de hostels der anbefales og tager på de turer der er beskrevet. De er som en flok hærmyrer der tramper igennem turistjunglen. De er formegentlig selv overbevidst om at de ikke gør som de andre. At de er unikke. Men som alle andre befolkningsgrupper har de deres eget særpræg. En stor del af det særpræg kan henvises til hippiekulturen. Deres flettede smykker med perler af ben, hår der møjsomligt sat op så det ser tilfældigt ud og tøj med et vist etnisk tilsnit. Ulvetimefolket er den katerogi som jeg i princippet tilhører. Men det gør jeg alligevel ikke. Fordi det kræver et til to børn og en vigtig karriere. Ulvetimefolket er bundet til deres hverdag og derfor er de ikke repræsenteret i den store verden. Eller måske er jeg deres repræsentant.
Og så er der Rødvinspensionisterne. En gruppe af mennesker i 55-65 alderen. De rejser i beskytende grupper med en pålidelig guide. Det er dem der er kommet af med deres teenagebørn og vil se verdenen. Forleden blev forskellen tydelig. Jeg fulgte back packerne hen til et noget luvret og meget billigt hotel. Jeg synes egentlig ikke at jeg er så kræsen. Men jeg fandt min grænse. Jeg fik anvist et eneværelse hvor de pralede af at der var privat badværelse og udsigt ud over en byggeplads. I hvertfald i det omfang jeg kunne kigge ud af vinduerne. De var helt sikkert ikke blevet pudset dagen forinden. Da jeg fik installeret mig på værelset var det tid til et bad. Men ved nærmere eftersyn kom jeg i tvivl om hvem der ville blive mest ren, badeværelset eller mig. Så min aften gik med at finde et ordentligt logi for den kommende nat. Jeg tjeckede priser og kvalitet. Og næste morgen nærmest løb jeg væk. Min 50 meters sprint førte mig hen på et trestjernet hotel. Det lyder af meget, men man kan faktisk få et værelse af rimelig kvalitet for omkring en hund. På hotellet stødte jeg så på den anden form for rejsende. Rødvinspensionisterne. Lykkeligvis tilhører jeg heller ikke den gruppe. Jeg er et sted midt imellem. Og det er jeg næsten alene om. Men der skal nu ikke lyde noget snøft snøft herfra. Blot en konstatering.
Og så er der Rødvinspensionisterne. En gruppe af mennesker i 55-65 alderen. De rejser i beskytende grupper med en pålidelig guide. Det er dem der er kommet af med deres teenagebørn og vil se verdenen. Forleden blev forskellen tydelig. Jeg fulgte back packerne hen til et noget luvret og meget billigt hotel. Jeg synes egentlig ikke at jeg er så kræsen. Men jeg fandt min grænse. Jeg fik anvist et eneværelse hvor de pralede af at der var privat badværelse og udsigt ud over en byggeplads. I hvertfald i det omfang jeg kunne kigge ud af vinduerne. De var helt sikkert ikke blevet pudset dagen forinden. Da jeg fik installeret mig på værelset var det tid til et bad. Men ved nærmere eftersyn kom jeg i tvivl om hvem der ville blive mest ren, badeværelset eller mig. Så min aften gik med at finde et ordentligt logi for den kommende nat. Jeg tjeckede priser og kvalitet. Og næste morgen nærmest løb jeg væk. Min 50 meters sprint førte mig hen på et trestjernet hotel. Det lyder af meget, men man kan faktisk få et værelse af rimelig kvalitet for omkring en hund. På hotellet stødte jeg så på den anden form for rejsende. Rødvinspensionisterne. Lykkeligvis tilhører jeg heller ikke den gruppe. Jeg er et sted midt imellem. Og det er jeg næsten alene om. Men der skal nu ikke lyde noget snøft snøft herfra. Blot en konstatering.
søndag den 12. april 2009
Ejendomsvaerdibeskatning
Tro det eller ej. Beskatning har en stor betydning på et lands bebygningsmæssige fremtoning. Tag Belgien. Indtil for få årtiger siden blev ejendomsbeskatningen målt i forhold til ejendommens brede ud mod facaden. Jo mere huset fyldte ud mod gaden desto mere skulle man betale i skat. Det har betydet at Bruxelles gadebillede består af meget små facader med meget dybe huse. Om man kan li det eller ej, har beskatningsreglerne været afgørende for bybilledet.
Et mere curiøst eksempel stammer fra middelalderens England. Da konge og adel skulle lave en skattemodel for den voksende handels- og håndværkerklasse tog de, med god egalistisk fornuft, udgangspunkt i en af det tydeligste udtryk for rigdom. Glasruden. En glasrude var dyr. Og de der havde råd til store vinduer måtte pr definition være velhavende. Jo flere og jo større vinduer husene havde desto mere skulle ejerne betale i skat. Selvfølgelig blev både størrelsen og antallet af vinduer i engelse middelalderhuse med tiden stærkt reduceret. Stille og roligt blev nybyggede huse designet uden eller med få og små vinduer. Hvilket fik en synlig indflydelse på byernes udseende.
Der er mange hunderede år mellem de to eksempler. Men begge illustrerer hvilken indflydelse beskatning kan have på bybilledet. I Peru, som så mange andre lande, bliver huse først beskattet når de er færdigbyggede. Det betyder at stort set alle huse i landområderne er flankeret med en ufærdig sidebygning af rå mursten og jerndragere strittende op i luften. Trist i et ellers meget smukt land.
Et mere curiøst eksempel stammer fra middelalderens England. Da konge og adel skulle lave en skattemodel for den voksende handels- og håndværkerklasse tog de, med god egalistisk fornuft, udgangspunkt i en af det tydeligste udtryk for rigdom. Glasruden. En glasrude var dyr. Og de der havde råd til store vinduer måtte pr definition være velhavende. Jo flere og jo større vinduer husene havde desto mere skulle ejerne betale i skat. Selvfølgelig blev både størrelsen og antallet af vinduer i engelse middelalderhuse med tiden stærkt reduceret. Stille og roligt blev nybyggede huse designet uden eller med få og små vinduer. Hvilket fik en synlig indflydelse på byernes udseende.
Der er mange hunderede år mellem de to eksempler. Men begge illustrerer hvilken indflydelse beskatning kan have på bybilledet. I Peru, som så mange andre lande, bliver huse først beskattet når de er færdigbyggede. Det betyder at stort set alle huse i landområderne er flankeret med en ufærdig sidebygning af rå mursten og jerndragere strittende op i luften. Trist i et ellers meget smukt land.
Fiesta
Jeg sidder i Cocacabana og det er Langfredag. Byen ligger ved Titicacasøen få kilometer fra grænsen til Peru og er speciel af to årsager. Den har Bolivias eneste strand og så er det en pilgrimsby. Tillad mig at starte med det første. Når jeg ind imellem sidder på sidelinien og betragter folk gå forbi, slår det mig at mængder måske har en personlighed. Ikke mængder som i ”en vis mængde ris”. Men folkemængder. Og min oplevelse på sidelinien i Cobacabana hiver minder frem fra mange andre strand/sommerbyer. Jeg kunne få den samme oplevelse i Skagen ved boderne i havnen, der sælger urimeligt dyre nyfangede rejer. En stemning der er så let og ubekymret at ingen behøver hæve deres stemmer. Alle folk har det samme lette smil der emmer af afslappet sans souci. En serie af små perlelette samtaler, der blander sig med de andre og bidrager til mængdens personlighed. En personlighed der er mild og glad. Jeg oplevede hovedgaden som en enhed og ikke et stort antal individer.
Det er langfredag og Cocabana er en pilgrimsby. Pilgrimsfærden er en vandring fra halvøens færgeby over stedets småbjerge og frem til Cocabana. En vandring der mere har karakter at hygge og sammenhold end procession. Jeg fik det indtryk at det ikke var så meget religiøs målsætning, som det var en måde at bruge en god fredag på. Den oplevelse blev forstærket da jeg ankom til byen. Den ti til femten meter dybe strand var plastret til med iglotelte. Små boder der solgte alt fra tykkegummi, solbriller, hipismykker til kors flettet af palmeblade. Og mad alle steder. Krydrede pølser. Nyfanget fisk. Svineskank. Og andre fristelser.
Men jeg forlader fiestaen allerede lørdag med en dyb trang til at komme ud Bolivia, hvor jeg har opholdt mig i alt for længe. Næste stop er Peru. Landet spækket med ruiner fra kontinents storhedstid. Så nu bliver det mine vandrestøvlers tur til at komme og mine Conversers tur til at få en tiltrængt ferie.
Det er langfredag og Cocabana er en pilgrimsby. Pilgrimsfærden er en vandring fra halvøens færgeby over stedets småbjerge og frem til Cocabana. En vandring der mere har karakter at hygge og sammenhold end procession. Jeg fik det indtryk at det ikke var så meget religiøs målsætning, som det var en måde at bruge en god fredag på. Den oplevelse blev forstærket da jeg ankom til byen. Den ti til femten meter dybe strand var plastret til med iglotelte. Små boder der solgte alt fra tykkegummi, solbriller, hipismykker til kors flettet af palmeblade. Og mad alle steder. Krydrede pølser. Nyfanget fisk. Svineskank. Og andre fristelser.
Men jeg forlader fiestaen allerede lørdag med en dyb trang til at komme ud Bolivia, hvor jeg har opholdt mig i alt for længe. Næste stop er Peru. Landet spækket med ruiner fra kontinents storhedstid. Så nu bliver det mine vandrestøvlers tur til at komme og mine Conversers tur til at få en tiltrængt ferie.
tirsdag den 7. april 2009
Goodbye my love
Jeg har måtte tage tage afsked med den topmave jeg så møjsommeligt har opbygget i anledning af min fyrreårs dag. Mænd i min alder må ellers godt have lidt pondus.
Det er svært at pege på en entydig årsag. Men et er sikkert, det skyldes ikke motion. Der har ikke været mange kvinder at løbe efter. Men følgende årsager kan være et eller flere bud.
- Siden jeg er kommet til Bolivia har det været meget sløjt med god mad. Jeg forstår ikke hvordan de bliver så runde.
- Af en eller anden grund, der antager nærmest mytiske propertioner, er jeg begyndt at nyde salat.
- En anden årsag kan være et spørgsmål om afstand. Jeg er meget langt væk fra shawamaer. ”Uden løg, cremefriche-dressing og godt med chilli, tak”. Jeg må også konstatere at mit københavnske domicil ligger faretruende tæt på Hovedbanegårdens filial af Mc Donalds. Hvilket jeg i svage stunder har benyttet mig af.
- Og så er jeg langt væk fra øl. Ikke i bogstaveligste forstand. Men det der med en god bytur fredag aften har jeg ikke haft siden Christophe og jeg skiltes for snart tre uger siden.
- Det hele toppet af en, noget fesen, gang tynd mave. (Kækt ordspil: tynd mave har givet mig tynd mave. Get it?)
Så nu kan jeg nogenlunde forsvarligt iføre mig en T-shirt i M/L.
PS Og nu til en milelang afstikker. Ude i ørkenen så jeg to lamaer storhygge sig. Det er noget man som dansker ikke ser ret tit.
Det er svært at pege på en entydig årsag. Men et er sikkert, det skyldes ikke motion. Der har ikke været mange kvinder at løbe efter. Men følgende årsager kan være et eller flere bud.
- Siden jeg er kommet til Bolivia har det været meget sløjt med god mad. Jeg forstår ikke hvordan de bliver så runde.
- Af en eller anden grund, der antager nærmest mytiske propertioner, er jeg begyndt at nyde salat.
- En anden årsag kan være et spørgsmål om afstand. Jeg er meget langt væk fra shawamaer. ”Uden løg, cremefriche-dressing og godt med chilli, tak”. Jeg må også konstatere at mit københavnske domicil ligger faretruende tæt på Hovedbanegårdens filial af Mc Donalds. Hvilket jeg i svage stunder har benyttet mig af.
- Og så er jeg langt væk fra øl. Ikke i bogstaveligste forstand. Men det der med en god bytur fredag aften har jeg ikke haft siden Christophe og jeg skiltes for snart tre uger siden.
- Det hele toppet af en, noget fesen, gang tynd mave. (Kækt ordspil: tynd mave har givet mig tynd mave. Get it?)
Så nu kan jeg nogenlunde forsvarligt iføre mig en T-shirt i M/L.
PS Og nu til en milelang afstikker. Ude i ørkenen så jeg to lamaer storhygge sig. Det er noget man som dansker ikke ser ret tit.
fredag den 3. april 2009
Den gamle mand 2
Kort efter vores ankomst til salthotellet var der en, der forslog at gå op til den lokale kirkegård. Og jeg tænkte, at der ikke ville ske noget ved at tage en slentretur inden maden. Noget med et par kors og et par gravsten, RIP og den slags. Men jeg tog fejl. Det var den mest interresante kirkegård jeg nogensinde har set. Garvstenene bestod af ca 50 lavastøtter, der havde overlevet tidens errosion. De var to meter høje og udhulede. Inde i udhuligen lå skeletterne af de afsdøde. Kridhvide kranier og lårben kiggede tidsløst ud af udhulningerne. Mens jeg forbløffet stirrede ind i deres lille intime rum. Den mest intakte var en fyr, der sad på hug med armene rundt om benene. Der var lidt hår på kraniet og stykker af tøj og en lerpotte ved siden af ham. Og så er det nu, at det skal bemærkes at han havde siddet i samme stilling i 800 år. Wow.
Resten af seværdighedderne var utroligt smukke landskaber. Farve- og formrige bjergformationer, knastørre sletter, giftige vulkanske søer beboet af flamingoer og en hel masse andre naturting. Det meste af tiden var vi imellem 3000 og 5000 meters højde. Og jeg skal hilse og sige, at temperaturforskellen mellem nat og dag var enorm. Om dagen herskede en ubamhjertlig højfjeldssol og om natten en bidende kulde.
Til sidst bliver jeg nødt til at kommentere vores japanske rejsekammerat. Han var en meget speciel fyr. Han var en høj mand på 90 kilo. Han var klædt i den samme lysegrå kedeldragt nat og dag. Og det formåede han at gøre uden at lugte det mindste. Og så ejede han japanernes evne til at blive begejstret. Meget begejstret. Ind imellem udbrød han brøl, som kort efter blev omsat til et stort smittende grin. Det var aldrig helt klart hvad det var han synes var så sjovt, men ingen af os kunne undgå at grine med. På et tidspunkt hev han sin iPod frem og spillede sin yndlingsmusik over jeepens anlæg. Og det var en syret oplevelse at køre gennem det smukke landskab med et soundtrack af udforståelig japansk pop.
Resten af seværdighedderne var utroligt smukke landskaber. Farve- og formrige bjergformationer, knastørre sletter, giftige vulkanske søer beboet af flamingoer og en hel masse andre naturting. Det meste af tiden var vi imellem 3000 og 5000 meters højde. Og jeg skal hilse og sige, at temperaturforskellen mellem nat og dag var enorm. Om dagen herskede en ubamhjertlig højfjeldssol og om natten en bidende kulde.
Til sidst bliver jeg nødt til at kommentere vores japanske rejsekammerat. Han var en meget speciel fyr. Han var en høj mand på 90 kilo. Han var klædt i den samme lysegrå kedeldragt nat og dag. Og det formåede han at gøre uden at lugte det mindste. Og så ejede han japanernes evne til at blive begejstret. Meget begejstret. Ind imellem udbrød han brøl, som kort efter blev omsat til et stort smittende grin. Det var aldrig helt klart hvad det var han synes var så sjovt, men ingen af os kunne undgå at grine med. På et tidspunkt hev han sin iPod frem og spillede sin yndlingsmusik over jeepens anlæg. Og det var en syret oplevelse at køre gennem det smukke landskab med et soundtrack af udforståelig japansk pop.
Salt
Jeg er taget på endnu en naturtur. Denne gang i det østlige Bolivia. Vi var en gruppe på seks personer. Et ungt par fra Frankrig, et ungt par fra Tyskland og en ung Japaner (i forhold til mig er alle tilsyneladende unge). Vi kørte rundt i naturreservatet i en hærdet rød Toyota jeep. Og naturen var enestående. Vores første stop var verdens største salt-slette. På mange sprog bliver det, af en eller anden grund, kaldt en salt-sø. Selvom mængden af vand er meget beskeden. Søen/sletten fylder 2000 km2 og ligger i 3200 meters højde. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på de enorme tektoniske kræfter, der har været på spil. På en eller anden måde er det lykkedes at transportere et stort stykke hav ind midt på kontinentet og op i 3200 meters højde. Wow.
På min rejse i Sydamerika er jeg kun en gang stødt på et måltid, hvor jeg fik tilbudt pepper. Normalt er det salt, olie, eddike og tandstikker. Og grunden kan være at de ikke har peppersletter her på kontinentet. Salt har de i hvertfald nok af. Så meget, at de bruger pressede saltblokke som mursten. Vores første overnatning var på et hotel hvor mure, gulve, borde, stole og selv sengene var lavet af presset salt. Internt i gruppen drøftede vi, om man ville kunne skrive sit navn med ketchup på bordene. ”Thorbjørn was here”.
På min rejse i Sydamerika er jeg kun en gang stødt på et måltid, hvor jeg fik tilbudt pepper. Normalt er det salt, olie, eddike og tandstikker. Og grunden kan være at de ikke har peppersletter her på kontinentet. Salt har de i hvertfald nok af. Så meget, at de bruger pressede saltblokke som mursten. Vores første overnatning var på et hotel hvor mure, gulve, borde, stole og selv sengene var lavet af presset salt. Internt i gruppen drøftede vi, om man ville kunne skrive sit navn med ketchup på bordene. ”Thorbjørn was here”.
Utaknemmelige tiggere og autonome skopudsere
Tig - tak. Men sådan fungerer det ikke i Sydamerika. Jeg plejer at give et par mønter i løbet af dagen. Og normalt, når man giver folk et eller andet faar man et Tak igen. Men tiggerene her på kontinentet kigger bare grådigt ned i hatten og tigger videre uden at værdige mig det mindste blik. Og så står jeg der og tænker ”Jamen, det var da så lidt”. Men jeg tror ikke at sarkasme virker på samme måde her.
En af de første ting jeg bemærkede i La Paz var skopudserene. Alle, uden undtagelse, bar mørke hættetrøjer og et sort tørklæde sat helt op under øjnene. De manglede bare et ”Gegen Nazies”-mærke og så havde de været klar til en 69-demo. Jeg havde ikke lyst til at få pudset sko i La Paz.
En af de første ting jeg bemærkede i La Paz var skopudserene. Alle, uden undtagelse, bar mørke hættetrøjer og et sort tørklæde sat helt op under øjnene. De manglede bare et ”Gegen Nazies”-mærke og så havde de været klar til en 69-demo. Jeg havde ikke lyst til at få pudset sko i La Paz.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)