Suk

Jeg lander i La Paz lufthavn fredag aften. Lunfhavnen ligger et stykke udenfor byen og højere oppe. Jeg får fat i en taxa og vi kører i rasende fart ned mod byen. Hvor hurtigt ved jeg ikke, fordi speedometeret ikke virker. Pludselig kan jeg se La Paz. Byen ligger som en gryde omgivet af bløde bakker. Hele byen var oplyst i blå og glødende gule lys. Det er et fantastisk syn. Radioen i taxaen kører for fuld drøn med Boliviansk populærmusik, hvor hovedinstrumentet er panfløjte.

Byen ligger i fire kilometers højde. Den tynde luft rammer mig kontant, allerede mens jeg står ved bagagebåndet. Næste dag indleder jeg med åndenød min sædvanlige jagt efter en god kob kaffe. Hver anden udåndning materialiserer sig i et dybt suk. Og den mindste trappe gør mig stakåndet. Selv mine cigaretter må hive efter vejret. Jeg er kommet til højlandet.

Den kollektive trafik i La Paz består af to elementer. Store, klodsede, farvestrålende og osende bybusser. De er af samme type som amerikanske skolebusser. Bare halvt så lange. Det andet element er små minibusser med plads til 8-10 passagerer. De har ikke skiltning i forruden som almindelige busser. Derfor har de alle en råber. Råberens job er at informere folk om hvor minibussen kører hen. De hænger ud af vinduet og råber destination og rute efter folk der står på fortorvet og venter på netop deres minibus. Råberne bidrager maerkbart til byens larmende lydkulisse.
Folk her i La Paz er de højlandsindianere. De har en meget lav gennemsnitshøjde og kastanjebrune lædrede ansigter. Og det vrimler med kvinder med farvestrålende sjaler og bylder på ryggen. De har snorlige kulsorte midterskildninger, der ender i en eller to, meterlange fletninger. Og så bærer de traditionelle Bossalino-hatte. Grønbrune høje bowlerhatte. Præsist som man ser på postkortene.
Jeg konstaterer med et dybt suk, at jeg er kommet til det Bolivia jeg havde forventet at se.

Se billeder på min Facebookprofil.

Grib flugten

Alle rejsende rejser mod noget. Og mange bilder sig ind, at det er det eneste de gør. Men sandheden er, at de fleste også rejser væk fra noget. Væk fra et stressende job. Fra et skræntende forhold. Sygdom og tabt kærlighed. Væk fra cafe latte og tvilllingebarnevogne. Væk fra finanskrise og spin. Væk fra CO2. Væk fra dårlige råvarer. Væk fra overvægt i små sko. Væk fra urimelige krav. Væk fra kedsomhed og MTV. Væk fra DR2. Væk fra Martin Krasnik, der åbenbart kan alt. Væk fra aggressive cyklister. Væk fra dyre cigaretter. Væk fra termostater og elsparepærer. Væk fra genbrugstøj og forkælede poder. Væk fra kildevand til 14 kroner. Det er jo bare vand! Væk fra Sweppestæpper og ”Hvad laver du så?”. Væk fra Øresunds kolde vind. Væk fra spam og sms´er. Væk fra årstider og havnebad. Væk fra vasketøj og opvask. Væk fra De sorte spejdere og Aftenshowet. Væk fra vejrudsigter på ti minutter. Væk fra tv-journalister der interwiever hinanden. Væk fra iPods og iPhones. Væk fra meningsløse forhold og krævende kvinder. Væk fra mænd, der køber firehjulstrækkere i stedet for at få deres pik forlænget. Væk fra triste forældre i Netto. Væk fra ambitioner. Væk fra elskovshåndtag og rødvinspatter. Væk fra urimeligt smukke københavnske piger. Væk fra kommende ekskærester.

Jeg tror, at hvis man virkelig vil få det bedste ud af sin rejse, må man også finde ud af hvad man rejser væk fra.

Min tid

Min mest værdifulde ressource er tid. Penge er vigtige. Intelligens er vigtig. Men det er tid jeg ejer mest af.
Jeg kunne jo vælge at udnytte tiden. Men det ville være synd for den. Og for mig. Ressourcer som man har nok af skal ikke udnyttes de skal bruges. De skal nydes og værdsættes. Og det gør jeg så. Jeg har i en tidligere blog mere end antydet at Santa Cruz er en kedelig by. Og det er den stadig. Alligevel befinder jeg mig stadig i byen, seks dage efter. Hvorfor? Fordi jeg har nydt tiden. Tiden går langsomere her. Den går ikke, den slentrer. Det gør den alle steder, hvor det er varmt. Selv i Danmark har vi mere tid om sommeren end om vinteren. Tid og varme hænger sammen. Den varme tid er trukket ud.
Når jeg har god tid har jeg mulighed for at gøre en af de ting jeg holder allermest af når jeg rejser. At erobre stedet. Jeg finder en cafe som jeg gør til min. Jeg sidder ved det samme bord. Jeg går hjem ad den samme gade. Jeg får en udstråling, der siger at jeg hører til. Lidt. Tjenerne kender mig og et ”Buenos tardes” er mere hjerteligt. Efter lidt tid er byen ikke længere fremmed for mig og jeg er ikke længere en fremmed. Min ressource er omdannet til nærværd. Tiden har givet mig stedet.

Lim

Omkring femten meter fra doren til mit hotel, har en haandfuld hjem- og substistenslose slaaet sig ned. Deres forbandelse er lim. Og for at faa deres rus skal de hele tiden inhalere giftdampene. Naar de endelig har faaet nok, gaar de omkuld i hinandens pis. De er fuldstaendig vaek fra verden og ligger naermest bevidstlose mens deres ben ryster i kramper.
Jeg ved af erfaring, at hvis man tager andres elendighed paa sig, bliver det hurtigt mere end man kan rumme. Derfor registrerer jeg deres tilstedevaerelse og deres armod. Men foler ikke deres desperation.
Man kan ikke forvente at komme til Sydamerika, uden at stode paa samfundets fortabte sjaele. Med alt det gode horer alt det onde. Det er en del af oplevelsen.
Deres tilstedevaerelse har ogsaa paamindet mig om farerne ved at rejse alene. Kontinentets enorme sociale kloft avler desperat og brutal kriminalitet. Og jeg er et oplagt offer. Det har betydet at jeg har givet mig selv et frivilligt udgangsforbud efter solnedgang.
Maaske er kynisme den smag man faar i munden naar man laeser dette indlaeg. Men min kynisme bygger paa erfaring og ikke en manglende medfolelse. Det er ikke ligegyldighed, men nodvendighed. Og en rejseblog er intet vaerd hvis den kun indeholder smaa vittige indlaeg. En rejsende maa ogsaa lade sig eksponere for elendighed. Ellers har han ikke rigtig vaeret afsted.

Intet nyt fra havet

De sidste par dage har jeg gaaet og gruplet over noget. Anledningen er, at jeg har kedet mig. Jeg bor paa Hotel Alaska (??!?). Det hedder det altsaa. Og Hotel Alaska ligger i Santa Cruz, som er en kedelig by. Meget kedelig. Inden da sad jeg i en bus i 15 timer og taenkte paa min naeste blog. Men der var intet. Intet. Saa slog det mig. Er fravaeret af begivenhed ikke en begivenhed i sig selv? Skal min naeste blog ikke bare handle om begivenhedsloshed? Hvis det er sandt er der nok at fortaelle om her i byen. Naar jeg staar paa terassen paa 4. sal (stuen inklusive) kan jeg se ud over hele byen. 4. er med andre ord hojt oppe. Og naar jeg staar her kommer jeg til at taenke paa Katmandu. En lavstammet by uden landemaerker. Ingen folklorisme. Kun halvtomme huse og fortove belagt med knaekkede mursten og revnet cement. Der er ogsaa en anden grund til at jeg kommer til at taenke paa Katmandu. Overfor hotellet ligger byens fisketorv omgivet af smaa fiskerestauranter. I sig selv maaske ikke noget saerligt. Med mindre man taenker over hvor langt vaek Bolivia egentlig ligger fra havet. Jeg haaber ved gud at de har nogle soer i naerheden. Men jeg tager ingen chancer.
Paa min sidste aften i Katmandu gik jeg lidt rundt for at finde et sted at spise. Og pludselig staar jeg foran en suchirestaurant. Nu er jeg en stor tilhaenger af ris med raa fisk saa jeg gik sulten og forventningsfuld ind og bestilte en menu. Da jeg fik min mad kastede jeg mig straks over tunrullen. Og jeg var mere overrasket end forfaerdet da det viste sig at der var daasetun i. Og saa slog det mig: ”Hvor langt vaek er det lige Katmandu ligger fra havet?”
Naa, men tilbage til begivenlosheden. Dagens blog handler mere om Katmandu end om Santa Cruz og det er nok meget sigende.

Post Scriptum. Jeg har laert flere ord idag som jeg kan samle i en saetning: ”Undskyld frue. Hvornaar skal jeg paa toilettet? Er det paa onsdag?”

Turisten

Jeg er faldet i faelden. Turistfaelden. Jeg er i en brasiliansk provins der hedder Pantalan. Og efter sigende skulle Pantalan have den storste koncentration af dyreliv i Brasilien. Saa jeg har kobt en tredagstur hos et bureau. Og bevares der var dyr. Der var broleaber. Baeltedyr. Bittesmaa alligatorer der hedder cayman. Og fugle. Masser af fugle. Jeg er ikke saa ornitologisk anrettet, men jeg kan da naevne at der var nogle flotte store blaa papagojetyper og Tucan, masser af vadefugle og Tuyouyouen, stedets nationalfugl. Men den mest interessante dyreart jeg saa var Turisten. En dyreart der er langt fra udrydelse. Langt fra. Et interessant traek ved Turisterne er, at de ligner hinanden uanset hvilket kontinent de kommer fra. Et synligt kendetegn er digitalkameraet. Turisten ynder at have det haengende i en snor rundt om halsen. Turisten tager det frem konstant og knipser los paa sageslose baeltedyr. Der skal helst tages et par hundrede billeder pr dag. Motiv og kvalitet er underordnet. Et andet kendetegn er en halv liter vand i en lille gennemsigtig plastikflaske. Den sidder som regel i hojre haand. Men den brasilianske variant har opfundet en anordning saa vandflasken ogsaa kan haenge i en snor rundt om halsen. Turisten har som regel svaert ved at forstaa konceptet "natur". Dens naturlige levested er byer og kendte sevaerdigheder. Saa naar Turisten tages ud af sit naturlige miljo har den en tendens til at tage vaner og adfaerd med sig ud i naturen. Det er ofte brovtende anmasende, meget egocentristisk og kraevende opforsel. Turisten er meget velnaeret. Og selv om Turisten af erfaring ved, at den sjaeldent eller aldrig lober tor for naering vil Turistens drift alligevel sikre sig at dens krop indeholder en overdimensioneret maengde naering.
Paa trods af, at Turisten har betalt for at iagtage og observere naturen, vil den have en tendens til at tale med de andre Turister. Hvilket kan vaere meget upraktisk, fordi naturens dyrearter ofte forsvinder naar de udsaettes for hoj tale. I dagens oplevelse med Turisten var den brasilianske Turist dominerende. Men der var ogsaa en enkelt amerikansk Turist. Og den kombination gav megen tale.
Ofte naar jeg iagtager Turisten har jeg svaert ved at forstaa, hvor alle Turistens ord kommer fra. Men jeg kan have en fornemmelse af, at enhver tanke der produceres af Turisten ojeblikkelig bliver omsat til ord og saetninger. Og ofte kan Turisten finde paa at gentage sig selv, isaer naar den lober tor for tanker.
Saa paa dagens naturvandring var Turisten den mest spaendende oplevelse. Og jeg faldt i dens faelde.

Hele verden paa 5 m2

Da jeg lagde mig til at sove paa gulvet paa skibet, gik det op for mig at jeg havde opholdt mig paa de samme 5 m2 i naesten 48 timer. Og alligevel foltes det som om jeg havde set hele verden. Jeg havde set mennesker komme og gaa. Jeg havde set familier. Jeg havde snakket med en mand paa 95 og en pige paa 1. Jeg havde set kvinder, der havde fodt halve bornehaver og maend der var raedselsslagne for dem. Jeg havde set to lande flyde forbi. To solopgange og to solnedgange. Og jeg havde set indad. Jeg havde set hvad jeg vaerdsaetter. Jeg havde set hvad jeg saetter pris paa og jeg havde set hvad jeg er ligeglad med.
Nu har jeg sagt farvel til mine 5 m2 og steget ombord paa den sydlige halvkugles storste land.

Den gyldne stund

Klokken syv i morges kaempede vi os over en tyndt braet paa 40 centimeter paa en raaden og rusten undskyldning af en faerge. Og sammen med os et stort antal mennesker med bundter med toj, saekke med log, havemobler og motorcykler. Det mindede mest af alt om en amerikansk actionfilm, hvor helten og heltinden skal grueligt mange lokale transportmidler igennem for de finder en smagrat paa storelse med en knytnaeve.
Vi sad paa marmorhaarde traebaenke som, er jeg overbevist om, var specialtdesignet til at raedbraekke min ryg. Men som tiden gik og det tyndede ud i passagerene kunne jeg se skonheden i det tropiske landskab der, med en behagelig monoton vibration fra skibets motor, gled forbi udenfor.
Mens jeg sad og kiggede ud af vinduet, begyndte mine tanker at vandre. Og saa skete det! Paa lige praecist det tindpunkt var jeg ikke laengere i Sydamerika. Jeg var ikke laengere i Paraguay. Jeg var tilstede lige der i nuet. Jeg var i baaden paa floden. Ingen andre steder. Det er de ojeblikke en rejsende leder efter. De er faa og uvurderlige. Og til sidst kronen paa vaerket, solnedgangen. Jeg ved godt at deet ikke er saa matcho sagt, men det var sgu smukt!

Efter det fulgte en nat med en timelang jagt efter en fornuftig liggestilling paa det aluminiumsbelagte gulv. En stilling mellem et utal af mennesker og bagage. En stilling der kunne tilbyde bare en lille smugle sovn.

Christoph har skrevet en bog om en kokuspalme. Det var dengang han boede i Cambodia. Jeg er spaendt paa at finde ud af hvordan han kunne faa den til at fylde 84 sider.

Nota bene. Hvide t-shirts og lange sejlture er ikke et godt match. Og med mit tjavsede lyse haar er jeg saa smaat begyndt at ligne Klaus Kinski.

Junglen Kalder

Vi er ankommet til en by der hedder Concepcion. Det er hverken en stor by eller en lille by. Her paa graensen mellem troperne og suptroperne er det scoterne og motorcyklerne der hersker. Den eneste kontrast i denne rene og harmoniske by er, at der nu og da korer en hestevogn forbi. Og saa er det en ung by. I den forstand at der en mange unge mennesker i bybilledet.
Vi er kommet laengere nord paa og laengere vest paa. Og her er befolkningen overvejende indianere af en stamme ved navn guarani. De har deres eget sprog og selv om de taler spansk bliver jeg alligevel totalt sprogforvirret.
Naa, men junglen kalder. Saa imorgen klokken l.... skal vi forsoge at kante os ind paa en overfyldt baad. Vi skal sejle op af en flod der deler Brasilien og Paraguay. Turen vil tage tre dage og i folge efterretningskilder bliver det baade trangt og ukonfortabelt. Latinamerikansk slum-romantik om man vil. Jeg har en formodning om at der nok ikke er Wi Fi paa baaden saa der vil nok gaa et par dage inden blog-klokken ringer igen.

Tak mor

En af de helt store fordele ved at rejse i de varme lande er laundry service. Man afleverer sit toj og et par timer efter kommer det tilbage. Rent, lagt sammen og nogle gange stroget. Og hver gang kan jeg ikke lade vaere med at taenke paa at det jo i virkeligheden var den luxus jeg nod da jeg boede hjemme. Og jeg tror vist ikke jeg har sagt tak til dig, mor. Tak for alle de tusinde gang du har vasket mit toj. Du har gjort saa mange andre ting, men det maa du faa tak for en anden gang.

Jeg har kobt mig en ny computer. Den hedder ASUS. Jeg tror ikke at den er meget vaerd. Men det gor ikke noget fordi jeg ikke har givet saerligt meget for den.

Der er to ting jeg har lagt maerke til her i Acencion (og ja, vi er ikke kommet videre endnu). Der er vekselbutikker alle vegne og gadevekselerer for hver tyve meter. En af grundene er nok at en meget stor del af landets okonomi er sort. Og jeg tror at den herskende montfod i den sorte okonomi er $. Men jeg har endnu ikke faaet det bekraeftet. Mest fordi jeg ikke har tudre sporge.
Den anden ting, der er paafaldende her i byens hovedgade, er et stort antal parfumebutikker. Og de er ret store. Maaske kan paragueyerne godt lide at dufte godt naar de veksler penge.

Den gamle mand og kaffen

Der er gaaet et par dage siden jeg sidst har skrevet. Og det huer mig ikke. Men der er en logisk forklaring. For et par dage siden rejste en gamel mand paa 78 sig fra det bord hvor vi havde siddet og snakket om lidt af hvert. Eller det vil sige, han snakkede om lidt af hvert. Han havde drukket sin kaffe og roget et par meget tynde cigaretter. Paa vej op fik han, naermest i slow motion, vaeltet min kaffe ned over min elskede mini PC. Og det var den ikke saa glad for. Derfor maatte den en tur til mekanikeren. Han maatte meddele at den forst kunne blive klar om nogle dage. Og det har ikke vaeret saa praktisk eftersom jeg skulle til Paraguey dagen efter. Og her sidder jeg nu i hovedstaden Asuncion. Det er den mindste hovedstad jeg nogensinde har set. Og en roligste.
Nu sporger du nok dig selv: hvorfor blev idioten ikke de par dage laegere? Men svaret er, at jeg har vaeret ret heldig. Jeg har faaet en fransk rejsekamarat, Christophe, som selv har planer om at rejse Sydamerika rundt. Han kender kontinentet og taler spansk. Saa de naeste par maaneder vil vi gore hinanden selskab. I hvert fald saa laenge vi kan holde hinanden ud. Han er fyrre, har en rastlos sjael, ryger et par pakker om dagen og er ikke ked af en ol ind imellem. Lyder det bekendt?
Naa, der er ikke meget at se her, saa vi gorer videre til Consepcion i morgen.
Jeg vender tilbage naar jeg igen finder en internet cafè.

Komsammen med Piaf og Brel

Jeg sidder i et stort fugtigt rum under baren Le Troquet de Henry. På væggene hænger gamle plakater af argentinske klub- og landshold side om side med gamle filmplakater. Nogle er tilbage fra trediverne. Vi sidder omkring det stort, massivt og slid træbord, der ville være Valhalla værdig. Men rummet er ikke fyldt med brovtende vikinger, men derimod en lille skare af franske kunstnere og intellektuelle.
Vi er samlet til Christophe´s afskedsfest. I selskabet, der egentlig kun omfatter 10-15 mennesker, er der tre guitarister der skiftes til at spille klassiske franske og argentinske sange. Ala Jacques Brel og Edith Piaf. Det er stillet et par flasker rum på bordet, der løbende forhøjer stemningen. Der er Nestor, filosof/instruktør og tegneseriefan. Han har et stort kruset hår og et fjernt blik i øjnene. Der er en manisk svejtser der må stå op når han spiller guitar. Men jeg bed især mærke i en ung chica (pige) der synger et par af hendes egne sang og det var meget smukt. Jeg fik liret et lille digt af som nu endelig er kommet ud af min minis hardware og ud i offentligheden. Og der var følelser alle vegne. Og så var der selvfølgelig Christophe som mest er fotograf, men også har fået udgivet et par bøger. Man kan se hans værker på: http://anochehubounatormenta.blogspot.com/

Nu ved jeg så hvad det vil sige at være fransk intellektuel.