Jeg er et vanemenneske. Så jeg har fundet en lille bar 50 meter fra min midlertidige gadedør. Her drikker jeg min morgenkaffe. Her skriver jeg og her sidder jeg med de lokale og snakker om fodbold. Om aftenen deler vi et par Quilmes-øl, ryger cigaretter og snakker om kvinder. Men der er en hage ved den. Det er en fransk bar, så de sidste par dage har jeg stort set kun snakket fransk. Vi sidder udenfor ved små vakkelvorne træborde hele aftenen. Folk kommer og går. Jeg bliver introduceret for venner og bekendte og folk jeg aldrig har mødt før kommer hen og kysser mig på højre kind. Det er sådan man gør. Et enkelt lille kys på højre kind. I mine kredse, hjemme i Danmark, giver vi hinanden et kram og ligger den venstre kind til. Og jeg har fundet ud af hvor dybt disse hilsner ligger i mig. Jeg skal virkelig koncentrere mig for at vende den anden kind til.
Fedtede klude
Der går mænd rundt i vejsiden og vifter med en fedtet klud. Først forstod jeg ikke hvad de lavede. Men jeg har fundet ud af at de har en, noget overflødig, funktion. De dirigerer folk ind og ud af ledige parkeringspladser. De hjælper med parallelparkeringer og i princippet skal de også tørre bilvinduerne af med kluden. For den indsats får de et par mønter. Nu er det ikke fordi parallelparkeringer er sværere i Buenos Aires end i resten af verden så det er vist mere for syns skyld at de gør hvad de gør. Det har en mere en social funktion. Der giver en beskeden indtægt til folk, der ikke er heldige at have en anden beskæftigelse.
onsdag den 25. februar 2009
tirsdag den 24. februar 2009
Den ensrettede by
Jeg har altid ment at trafik fortæller en del om en by. Hvad det fortæller, ved jeg ikke. Men det fortæller noget. Alle storbyer har forskellige trafikkulturer. BA´s gader er indrettet efter et såkaldt grid-system. Ligesom Manhattan og Barcelona. Og den korte og symmetriske afstand mellem gaderne betyder, at alle gader er ensrettede. Alle gader! Men det er bilerne der ejer byen. Alle fodgængerne løber nervøst over gaderne når der er en bil i sigte. Uanset hvor langt væk den er. Og man skal ikke forvente at de sætter farten ned når de ser en fodgænger. Gaderne er som livsfarlige, fossende floder, der konstant krydser hinanden. Mens fortovene er den sikre flodbred, hvor man beskyttes af de allestedsnærværende platantræer. Man kan dog trøste sig med at man kun bliver kørt ned fra den ene side. Det giver alligevel en vis forudsigelighed. I øvrigt; hvorfor er der ikke nogle platantræer på Platanvej?
Børnebyen
Der er børn alle vegne i bybilledet. Små nuttetheder, der vinker til mig når de går forbi. Den betragtning kan virke banal. Men der er faktisk mange metropoler, hvor man ikke ser mange børn. Værst er Paris. Og New York. Børn giver vitalitet og umiddelbarhed. De begaver byen med energi og glæde.
Snor og hat
Jeg er flyttet til et nyt kvarter. Belgrano. Det er et mere lokalt kvarter, hvor jeg ikke ser mange turister. Folk taler til mig uden nogen årsag og jeg får konstant brug for mit stakato-spansk. Belgrano og nabokvarteret, Once, er også byens jødiske kvarterer. Og de er mange og tydelige i bybilledet. Ortodokse jøder med deres med deres hatte, deres blege ansigter og kulsorte tøj. Phuha, det må være varmt. Og så er der de hvide snore der hænger ned fra siden. Jeg kom til at tænke på hvad der vil ske hvis man hev i snorene. Vil deres arme ryge ud til siden? Vil deres hatte blive skudt i vejret? Men der vil vel egentlig bare ske det, at man får en skideballe på hebraisk. Jeg ved godt at det ikke er come il faût, at gøre nar af folks kulturelle særpræg. Men omvendt, hvis man ikke, i ytringsfrihedens navn, må smile af folk i mærkeligt tøj. Hvad må man så?
Rettelse
Jeg bliver nødt til at sluge min påstand om antallet af amerikanske fastfoodkæder. Sørgeligt.
Børnebyen
Der er børn alle vegne i bybilledet. Små nuttetheder, der vinker til mig når de går forbi. Den betragtning kan virke banal. Men der er faktisk mange metropoler, hvor man ikke ser mange børn. Værst er Paris. Og New York. Børn giver vitalitet og umiddelbarhed. De begaver byen med energi og glæde.
Snor og hat
Jeg er flyttet til et nyt kvarter. Belgrano. Det er et mere lokalt kvarter, hvor jeg ikke ser mange turister. Folk taler til mig uden nogen årsag og jeg får konstant brug for mit stakato-spansk. Belgrano og nabokvarteret, Once, er også byens jødiske kvarterer. Og de er mange og tydelige i bybilledet. Ortodokse jøder med deres med deres hatte, deres blege ansigter og kulsorte tøj. Phuha, det må være varmt. Og så er der de hvide snore der hænger ned fra siden. Jeg kom til at tænke på hvad der vil ske hvis man hev i snorene. Vil deres arme ryge ud til siden? Vil deres hatte blive skudt i vejret? Men der vil vel egentlig bare ske det, at man får en skideballe på hebraisk. Jeg ved godt at det ikke er come il faût, at gøre nar af folks kulturelle særpræg. Men omvendt, hvis man ikke, i ytringsfrihedens navn, må smile af folk i mærkeligt tøj. Hvad må man så?
Rettelse
Jeg bliver nødt til at sluge min påstand om antallet af amerikanske fastfoodkæder. Sørgeligt.
søndag den 22. februar 2009
At se med hjertet
Sammen på Pablo og to mexicanske fyre nærmer jeg mig stadion af en bred vej afspærret for biler. For hvert skridt stiger spændingen i luften. For enden af vejen kan vi se det lokale stadium komme nærmere og nærmere. Jeg skal til argentinsk fodbold.
Hvis dette stadium var en bil, kunne den godt trænge til en ordentlig omgang PAVA. Men det glemmer jeg hurtigt da jeg sidder i midtersektionen med Identicipia i rødt på højre længe og Razor-fansene i blåt og hvidt til venstre. Stemningen er intens. Vi er på Identicipias hjemmebane og selv om vi sidder på de ”fine” pladser er vi omgivet af de røde fans. Ved siden af mig sidder Paulo. Han er Razorfan og han er meget tavs.
Så går kampen i gang. Vi hører et brøl fra alle sider. Flag bliver ivrigt viftet og lange stykker med hvidt toiletpapir bliver kastet ned på banen. Kampen er spændende, men jeg lægger især mærke til folk omkring mig. Foran mig sidder en far med hans to sønner. Han er pænt klædt på, velplejet og ligner en succesfuld forretningsmand. Pludselig rejser han sig og skriger noget som jeg tror, er ukvemsord over mod Razorfansne. Og jeg får et chok og da han efter det første mål vender sig om mod hans ene søn omfavner ham og ser ud til at han er tæt på at græde. En pæn forretningsmand og far er blevet omdannet til et ukontrollabelt bundt af følelser. Glæde og sorg, kærlig og had. Fra Jekyll til Hyde. (Eller er det omvendt?).
Showet fortsætter og Indepencia vinder en ufortjent sejer på to nul. Da vi halv ni, endelig kommer ud af stadium er jeg udmattet. Jeg har været vidne til 20.000 menneskers konstante følelsesudbrud. Jeg har været vidne til 20.000 mennesker, der har set kampen med hjertet.
Til sidst en lille betragtning. Det er kutyme at spillerne efter et mål, kaster sig over hinanden og krammer og kysser. Men hvis man ser lidt nøgternt på det er det jo bare en flok unge fyrer, der gør deres arbejde. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på komikken. Tænk hvis denne begejstring bliver overført til andre professioner. Tænk hvis en embedsmand, der har fået ros af ministeren, løber ud på gangen og kaster sig med brystet først ned på lenomiumsgulvet, mens de andre embedsmænd løber ud af deres kontorer, kaster sig over den dygtige ”målscorer”, omfavner ham og kysser ham på issen. Det kunn være sjovt.
Hvis dette stadium var en bil, kunne den godt trænge til en ordentlig omgang PAVA. Men det glemmer jeg hurtigt da jeg sidder i midtersektionen med Identicipia i rødt på højre længe og Razor-fansene i blåt og hvidt til venstre. Stemningen er intens. Vi er på Identicipias hjemmebane og selv om vi sidder på de ”fine” pladser er vi omgivet af de røde fans. Ved siden af mig sidder Paulo. Han er Razorfan og han er meget tavs.
Så går kampen i gang. Vi hører et brøl fra alle sider. Flag bliver ivrigt viftet og lange stykker med hvidt toiletpapir bliver kastet ned på banen. Kampen er spændende, men jeg lægger især mærke til folk omkring mig. Foran mig sidder en far med hans to sønner. Han er pænt klædt på, velplejet og ligner en succesfuld forretningsmand. Pludselig rejser han sig og skriger noget som jeg tror, er ukvemsord over mod Razorfansne. Og jeg får et chok og da han efter det første mål vender sig om mod hans ene søn omfavner ham og ser ud til at han er tæt på at græde. En pæn forretningsmand og far er blevet omdannet til et ukontrollabelt bundt af følelser. Glæde og sorg, kærlig og had. Fra Jekyll til Hyde. (Eller er det omvendt?).
Showet fortsætter og Indepencia vinder en ufortjent sejer på to nul. Da vi halv ni, endelig kommer ud af stadium er jeg udmattet. Jeg har været vidne til 20.000 menneskers konstante følelsesudbrud. Jeg har været vidne til 20.000 mennesker, der har set kampen med hjertet.
Til sidst en lille betragtning. Det er kutyme at spillerne efter et mål, kaster sig over hinanden og krammer og kysser. Men hvis man ser lidt nøgternt på det er det jo bare en flok unge fyrer, der gør deres arbejde. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på komikken. Tænk hvis denne begejstring bliver overført til andre professioner. Tænk hvis en embedsmand, der har fået ros af ministeren, løber ud på gangen og kaster sig med brystet først ned på lenomiumsgulvet, mens de andre embedsmænd løber ud af deres kontorer, kaster sig over den dygtige ”målscorer”, omfavner ham og kysser ham på issen. Det kunn være sjovt.
fredag den 20. februar 2009
Liquidacion
Det betyder udsalg på spansk. I hvert fald den argentinske version af spansk. Personligt synes jeg at det lyder lidt dramatisk. Men det er altså sæson for likvideringer i BA. Rart at vide.
Min dag er gået med at følge mine Converser´s vilje. Let sekunderet af mit blik, der har holdt udkig efter charmerende gader og avenuer, gik jeg gennem byen uden et egentligt mål. Sådan skal det være. Jeg endte i kvarteret Las Cañitas som ved første øjekast var lidt ”Upper class”. Men absolut turen værd. Jeg er også blevet lidt klogere på min egen bydel, med det ambitiøse navn Palermo Hollywood. Det viser sig at det er her det sner, hvad angår de smarte restauranter, barer og natklubber. BA´s Vesterbro om man vil. Men da der bor 13 millioner mennesker i byen er deres version af Vesterbro en smule større. Det er måske derfor jeg føler mig hjemme her.
Og så har jeg fået en ven! Jeg ved det godt. Det ligner mig ikke sådan at møde nye mennesker, men det skete. Han er medejer af en lille bar lige rundt om hjørnet, Mojo, og han var så venlig at invitere mig til en privat fest senere i aften. Derfor vil jeg iføre mig en skjorte, der ikke presser knapperne på runddelen alt for meget og smøre lidt deo under armen.
Pablo er i øvrigt fan af fodboldklubben Racer, der spiller på et totalt udsolgt stadium mod Indepencia i morgen. I løbet af to timer lykkedes det mig faktisk at skaffe to billetter og han var skide imponeret. Jeg tror der er et par gratis øl i sigte senere.
Mano a mano
Dette afsnit er ikke beregnet til de kvindelige læsere!! Når jeg kommer hjem til DK vil jeg i en høflig, men bestemt tone opfordre Dansk Sprognævn til at ændre ordet ”Pariser-røv” til ”Boenos Aires´er røv”. OK, det er måske ikke så mundret, men hvis man skal holde sig til fakta, er det mere korrekt.
Min dag er gået med at følge mine Converser´s vilje. Let sekunderet af mit blik, der har holdt udkig efter charmerende gader og avenuer, gik jeg gennem byen uden et egentligt mål. Sådan skal det være. Jeg endte i kvarteret Las Cañitas som ved første øjekast var lidt ”Upper class”. Men absolut turen værd. Jeg er også blevet lidt klogere på min egen bydel, med det ambitiøse navn Palermo Hollywood. Det viser sig at det er her det sner, hvad angår de smarte restauranter, barer og natklubber. BA´s Vesterbro om man vil. Men da der bor 13 millioner mennesker i byen er deres version af Vesterbro en smule større. Det er måske derfor jeg føler mig hjemme her.
Og så har jeg fået en ven! Jeg ved det godt. Det ligner mig ikke sådan at møde nye mennesker, men det skete. Han er medejer af en lille bar lige rundt om hjørnet, Mojo, og han var så venlig at invitere mig til en privat fest senere i aften. Derfor vil jeg iføre mig en skjorte, der ikke presser knapperne på runddelen alt for meget og smøre lidt deo under armen.
Pablo er i øvrigt fan af fodboldklubben Racer, der spiller på et totalt udsolgt stadium mod Indepencia i morgen. I løbet af to timer lykkedes det mig faktisk at skaffe to billetter og han var skide imponeret. Jeg tror der er et par gratis øl i sigte senere.
Mano a mano
Dette afsnit er ikke beregnet til de kvindelige læsere!! Når jeg kommer hjem til DK vil jeg i en høflig, men bestemt tone opfordre Dansk Sprognævn til at ændre ordet ”Pariser-røv” til ”Boenos Aires´er røv”. OK, det er måske ikke så mundret, men hvis man skal holde sig til fakta, er det mere korrekt.
Jeg vil have mine penge tilbage
Nu har jeg været i BA i et par dage. Jeg har gået rundt i byen. Kigget på steder og mennesker, men jeg kan simpelthen ikke se nogen tegn på at jeg er på et kontinent langt, langt væk. Alt tyder på at jeg befinder mig i Sydeuropa. Folk er klædt som europæere, trafikken glider nogenlunde velordnet gennem veje, flankeret af platantræer. Jeg drikker italiensk kaffe. Jeg har ingen problemer med at afkode det der sker omkring mig. Og på mange måder er der ikke noget eksotisk ved byen. Ikke at det skal ligge den til last. Bestemt ikke. Men jeg er jo ikke rejst mange tusinde kilometer for at føle mig hjemme. For at føle mig tryk og velkommen.
Der er dog nogle få punkter hvor jeg kan ane en forskel. BA har ikke, som så mange vestlige byer, de samme problemer med overvægt. Man kan ikke smutte ind på den gyldne måge og snuppe en hurtig Big Mac. Og de har wireless alle vegne. Uanset hvor jeg slår mig ned med min elskede Mini PC, selv på den mindste lille fempersoners bar, har de Wi Fi. Tag dén København.
Men jeg havde dog en forfærdelig oplevelse i dag, der godt kunne være et uland værdig. Der var en strømafbrydelse i det område hvor jeg bor. Og til stor forfærdelse måtte jeg konstatere at de maskiner der laver kaffe, espresso og andre gode sager, kører på strøm. Jeg vil have mine penge tilbage!!
Der er dog nogle få punkter hvor jeg kan ane en forskel. BA har ikke, som så mange vestlige byer, de samme problemer med overvægt. Man kan ikke smutte ind på den gyldne måge og snuppe en hurtig Big Mac. Og de har wireless alle vegne. Uanset hvor jeg slår mig ned med min elskede Mini PC, selv på den mindste lille fempersoners bar, har de Wi Fi. Tag dén København.
Men jeg havde dog en forfærdelig oplevelse i dag, der godt kunne være et uland værdig. Der var en strømafbrydelse i det område hvor jeg bor. Og til stor forfærdelse måtte jeg konstatere at de maskiner der laver kaffe, espresso og andre gode sager, kører på strøm. Jeg vil have mine penge tilbage!!
tirsdag den 17. februar 2009
Home is where the money is
Som jeg har for vane, læser jeg ikke det med småt. Så da jeg i lufthavnen bestilte et værelse i bydelen Palermo, glemte jeg at kigge på bagsiden af papiret. Der hvor priserne stod. I receptionen på Hotel Home på adressen 5867 Honduras, blev jeg lidt bleg da de nævnte prisen. Men da jeg på forhånd havde lovet mig selv et godt hotel at starte turen på, tænkte jeg på gyngerne og karrusellerne, og skrev under på div. indskrivningspapirer.
Senere da jeg sad i en ualmindelig tjecket indrettet gårdhave, var der en lille klokke der ringede i mit baghoved. Hjemmefra havde jeg læst en lille guidebog udgivet af Wallpaper. Her havde de omtalt alle de, efter deres mening, mest chikke steder. Jeg fandt guidebogen frem, slog op, og minsandten om ikke Hotel Home var nævnt blandt kun fem andre hoteller. Pengepung contra coolness 1-1.
Efter et koldt bad, en lille lur og alt for mange Marlboro, begik jeg mig ud i virkeligheden efter… ja, penge. Da pungen var tanket op, kom turen til maven. I området omkring hotellet ligger der en masse drikke- og spisesteder i varierende prisklasser. Men for mig var stedet underordnet. Målet var bøf. En stor argentinsk bøf. Jeg fandt et sted hvor menuen også stod på engelsk (ingen plads til misforståelser) og bestilte kød. Tjeneren spurgte høfligt om jeg ville have Enselada til. Jeg kiggede på ham, mønstrede mit bedste spansk, og sagde: ”No”. Og først nu ved jeg hvorfor gud har skabt kvæget. Jeg var tæt på at få tårer i øjnene. Mere behøver jeg vist ikke skrive.
Hvad min aften vil byde på, ved jeg ikke endnu. Men jeg har en formodning om at jeg får ondt i nakken i morgen. I bogstavelig forstand. Kvinderne i Buenos Aires er gudeskønne! Og jeg må koncentrere mig bare for at trække tungen ind og lukke munden. Hvad skal der dog blive af mig?
Senere da jeg sad i en ualmindelig tjecket indrettet gårdhave, var der en lille klokke der ringede i mit baghoved. Hjemmefra havde jeg læst en lille guidebog udgivet af Wallpaper. Her havde de omtalt alle de, efter deres mening, mest chikke steder. Jeg fandt guidebogen frem, slog op, og minsandten om ikke Hotel Home var nævnt blandt kun fem andre hoteller. Pengepung contra coolness 1-1.
Efter et koldt bad, en lille lur og alt for mange Marlboro, begik jeg mig ud i virkeligheden efter… ja, penge. Da pungen var tanket op, kom turen til maven. I området omkring hotellet ligger der en masse drikke- og spisesteder i varierende prisklasser. Men for mig var stedet underordnet. Målet var bøf. En stor argentinsk bøf. Jeg fandt et sted hvor menuen også stod på engelsk (ingen plads til misforståelser) og bestilte kød. Tjeneren spurgte høfligt om jeg ville have Enselada til. Jeg kiggede på ham, mønstrede mit bedste spansk, og sagde: ”No”. Og først nu ved jeg hvorfor gud har skabt kvæget. Jeg var tæt på at få tårer i øjnene. Mere behøver jeg vist ikke skrive.
Hvad min aften vil byde på, ved jeg ikke endnu. Men jeg har en formodning om at jeg får ondt i nakken i morgen. I bogstavelig forstand. Kvinderne i Buenos Aires er gudeskønne! Og jeg må koncentrere mig bare for at trække tungen ind og lukke munden. Hvad skal der dog blive af mig?
Dag et
Mirakel over Atlanten
Da jeg lidt over midnat satte mig på sæde 28D i en raslende A340-600 var der intet der tydede på at det skulle blive en nem tur over Atlanten. Ved siden af mig sad en storsmilende ældre italiensk dame som havde skruet helt op for høre-bøfferne. Jeg havde hende mistænkt for at være lidt døv. Og jeg havde hende også mistænkt for at hun ikke vidste at man kunne skifte kanal på flyets musiktilbud. Det lød i hvert fald som en blanding af Sydamerikansk popmusik og god traditionel musak. På rækken bag mig var der intet mindre end tre spædbørn, der bestemt ikke brød sig om at lette og lande.
I korridorerne herskede en række ældre udslidt og vrisne stewardesser. Der skønsomt kastede de små bakker med pasta eller kylling ind på vores små fly-borde. Nu har flymad jo aldrig været noget at skrive hjem om (eller rettere: blogge hjem om). Men de gik klart efter rekorden udi uinteressant mad. Der var, med andre ord intet der tyede på at det ville blive en kort og smertefri tur. Men så kom miraklet; jeg faldt i søvn!! Og jeg sov som en lille dreng på fyrre i samfulde ni timer. Uden afbrydelse!
Da jeg vågnede var det morgen og vi var kommet til Sydamerika. Og efter en hurtig og yderst overkommelig exit fra lufthavnen sidder jeg nu på et hotel der er for dyrt til mit budget og nyder varmen og charmen i Buenos Aires.
Da jeg lidt over midnat satte mig på sæde 28D i en raslende A340-600 var der intet der tydede på at det skulle blive en nem tur over Atlanten. Ved siden af mig sad en storsmilende ældre italiensk dame som havde skruet helt op for høre-bøfferne. Jeg havde hende mistænkt for at være lidt døv. Og jeg havde hende også mistænkt for at hun ikke vidste at man kunne skifte kanal på flyets musiktilbud. Det lød i hvert fald som en blanding af Sydamerikansk popmusik og god traditionel musak. På rækken bag mig var der intet mindre end tre spædbørn, der bestemt ikke brød sig om at lette og lande.
I korridorerne herskede en række ældre udslidt og vrisne stewardesser. Der skønsomt kastede de små bakker med pasta eller kylling ind på vores små fly-borde. Nu har flymad jo aldrig været noget at skrive hjem om (eller rettere: blogge hjem om). Men de gik klart efter rekorden udi uinteressant mad. Der var, med andre ord intet der tyede på at det ville blive en kort og smertefri tur. Men så kom miraklet; jeg faldt i søvn!! Og jeg sov som en lille dreng på fyrre i samfulde ni timer. Uden afbrydelse!
Da jeg vågnede var det morgen og vi var kommet til Sydamerika. Og efter en hurtig og yderst overkommelig exit fra lufthavnen sidder jeg nu på et hotel der er for dyrt til mit budget og nyder varmen og charmen i Buenos Aires.
Prolog
Velkommen til min blog. Jeg har skabt den, så du kan følge lidt med i hvad jeg går og laver i Sydamerika. Her vil jeg forsøge at gøre mig tanker om steder og mennesker jeg ser og møder undervejs. Og derefter vil jeg forsøge at nedfælde tankerne i ord.
Mit første stop på min fire måneders færd er Buenos Aires. Jeg har endnu ikke besluttet mig for hvor lang tid jeg vil blive der. Men hvis byen er så fantastisk som jeg har hørt, bliver det nok i minimum en uge.
Det er sensommer i Buenos Aires. Jeg vil bare lige nævne det. Blandt andet fordi, at, mens jeg sidder og skriver dette, byder den grå himmel over Vesterbro på slud. Men inden jeg når til tangoen og bøffernes hovedstad skal jeg igennem 20 ½ times ufrivillig røgestop over Atlanten. Og en blød mellemlanding i Madrid.
Måske har du hørt mig prale af, at jeg vil starte med at bestige kontinentets højeste bjerg. Men planer er til for at blive ændret (det bilder jeg mig i hvert fald ind). Og når man tager en vintersnue og kombinerer den med en katastrofal fysisk form, så får man en hurtig ændring af bjergbestigningsambitionerne. Og hvis jeg skal være helt ærlig, er det en beslutning jeg er lettet over. Tanken om at slæbe en rygsæk på ryggen og en kuffert på maven op i 7000 meters højde har gjort mig en smule ængstelig.
Jeg rejser på mandag den 16. februar. Og det er ikke et minut for tidligt!
Hvis du vil have en mail hver gang jeg skriver et nyt indlæg skal du trykke på ”Faste læsere” øverst til højre. Du vil nok blive bedt om at indtaste din mail adresse og andre oplysninger.
Jeg glæder mig til at skrive videre på denne beretning og jeg håber at du vil nyde den fra tid til anden.
Godt forår, Thorbjørn.
Mit første stop på min fire måneders færd er Buenos Aires. Jeg har endnu ikke besluttet mig for hvor lang tid jeg vil blive der. Men hvis byen er så fantastisk som jeg har hørt, bliver det nok i minimum en uge.
Det er sensommer i Buenos Aires. Jeg vil bare lige nævne det. Blandt andet fordi, at, mens jeg sidder og skriver dette, byder den grå himmel over Vesterbro på slud. Men inden jeg når til tangoen og bøffernes hovedstad skal jeg igennem 20 ½ times ufrivillig røgestop over Atlanten. Og en blød mellemlanding i Madrid.
Måske har du hørt mig prale af, at jeg vil starte med at bestige kontinentets højeste bjerg. Men planer er til for at blive ændret (det bilder jeg mig i hvert fald ind). Og når man tager en vintersnue og kombinerer den med en katastrofal fysisk form, så får man en hurtig ændring af bjergbestigningsambitionerne. Og hvis jeg skal være helt ærlig, er det en beslutning jeg er lettet over. Tanken om at slæbe en rygsæk på ryggen og en kuffert på maven op i 7000 meters højde har gjort mig en smule ængstelig.
Jeg rejser på mandag den 16. februar. Og det er ikke et minut for tidligt!
Hvis du vil have en mail hver gang jeg skriver et nyt indlæg skal du trykke på ”Faste læsere” øverst til højre. Du vil nok blive bedt om at indtaste din mail adresse og andre oplysninger.
Jeg glæder mig til at skrive videre på denne beretning og jeg håber at du vil nyde den fra tid til anden.
Godt forår, Thorbjørn.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)