Epilog to

Lakridser. Min sofa. Stærk sennep og chili. Biograf. Toiletpapir og toiletbrædder. Vatpinde. Det er de mærkeligste ting jeg har savnet. Øverst på listen er selvfølgelig familie og venner. Men det andet. De små ting. Toiletforhold hører måske ikke til de små ting. Især ikke når man har bøvl med maven. Toiletpapir har en overraskende høj værdi i Sydamerika. Der er gadesælgere der sælger prutruller enkeltvis. Toiletpapirpuchere. Der er butikker der har det eftertragtede papir udstillet i vinduet. Ikke pakker med fire eller flere ruller, men enkeltruller. Måske ikke så mærkeligt med den efterspørgsel. Man vender sig til altid at have papir på sig. Og man er på skideren hvis man har glemt det. Men man kan ikke have toiletbrædder på sig. Selv om de er ligeså sjældne. Ofte når man er færdig kan det være rart at vaske hænder. Og valgmulighederne er ligeligt fordelt mellem ingen vand, koldt vand og luxusversionen, sæbe med koldt vand. Uanset hvad mulighederne er, går man derfra med en følelse af hygiejnisk underskud. Lakridser er vel bare et udtryk for at jeg er dansker. Og sennep og chili er et udtryk for at maden derovre er temmelig kønsløs. Sofa og bif et udtryk for mit dybtliggende behov for hjernedød amerikansk underholdning. Men vatpinde! Er jeg blevet så afhængig at jeg ikke kan undvære dem?
Jeg er ikke meget for begrebet farvel. Fordi farvel rimer på slutning. Og slutninger er triste. Så jeg vælger at sige, ”vi ses”, ”au revoir”, ”see you” og ”nos vemos”. Ikke her, men et andet sted.

Epilog

Jeg er bevæbnet med en cafe latté. Og jeg sidder på min yndlingscafe på Vesterbro. Præcist det samme sted hvor jeg skrev min prolog for fire måneder siden. Det regner udenfor. Og selv om temperaturen er ti grader højere end dengang, er det som om Danmark har besluttet at give mig en velkomst der matcher mit farvel. Jeg har forandret mig undervejs. Det er jeg sikker på. Ikke sådan at jeg er blevet en ny og bedre Thorbjørn. Ikke det der ligner. Men fire måneder på eventyr har alligevel givet et indskud i erfaringsbanken. Et indskud, jeg ikke havde fået hvis jeg var blevet hjemme. Kontoen er blevet lidt mere polstret, i skarp kontrast til min Danske Bank konto. Den med de rigtige penge.
Mit største spørgsmål er: hvad? Hvad har turen givet mig? Og hvad har returen givet mig?
Fire måneder er lang tid og det har været svært at falde til herhjemme. Det har været svært at finde den hverdag jeg har hungret efter. Hverdagen der er kontrasten til rejsen. Det var nemmere at finde eventyret.
Når alt kommer til alt er det menneskerne der har sat sig fast. Steder er ofte mere interessante hvis der er mennesker. For mig er det mennesker der skaber steder. Mange af de steder jeg har besøgt i Sydamerika har været fantastisk smukke. Også dem uden mennesker. Ørkener for eksempel. Det er svært at finde noget smukkere end solop- og nedgange i ørkenen. Men selv mine oplevelser midt i Bolivias ørken har jeg delt med mennesker. Mennesker, der i min erindring er uløseligt forbundet til stederne. Mennesket er af natur et socialt dyr. Det kobler sig til en gruppe. En klan. Det søger en identitet i kontakten med andre. Min identitet har været rollen som rejsende. Jeg har tilhørt en gruppe der rejser rundt i søgen efter oplevelser. En gruppe der har givet mig en tryghed i et fremmed miljø. En tryghed der har givet mod på at opsøge alt det fremmede. Jeg har været en gringo, en gæst og en lokal. Jeg har været en omvandrende pung for gadesælgere. Jeg har været en ven for folk jeg har kendt i to dage. Jeg har været en alderspræsident på hostels og en purk på hotellerne. Jeg har været dansker og kosmopolit. Men jeg har været mig selv. Og jeg tror at det er det som jeg har taget med hjem. En dybere erkendelse af hvem jeg er. En erkendelse der rejst flere spørgsmål end den har besvaret. Fordi sådan er det med selverkendelse. Jo mere man lærer jo mere finder man ud af at man ved meget lidt. Meget sokratisk.

Mord paa gaden

Jeg ved godt at jeg allerede har skrevet om trafiken her i Sydamerika. Men jeg synes alligevel at den fortjener et indlaeg for sig. Traffic is murder. Og dette engelske udtryk faar en helt konkret betydning her. Horn er essentielle. Paa vej til busterminalen i Arequipa (Peru) lagde jeg maerke til at chaufforen flere gange holdt mere paa hornet end rattet. De bruger hornet hele tiden. Hvis de holder for rodt lys vil de tit dytte af dem der holder forest ogsaa selv om de kan se at der er rodt.

Hvis man er saa uheldig at overse en bilist paa vej over gaden vil de bremse faa centimeter fra benet. Angst er den dominerende folelse for fodgaengere. I La Paz saa jeg en hojrestyret bil hvor de havde hevet rattet ud og sat det i venstre side. Jeg har paa intet tidspunkt set dem stoppe for gangbesvaerede der forsoger at krydse gaden.

I alle byen er taxaer dominerende. Prisen er meget lav, men man skal huske at aftale den paa forhaand. Der er stort set ingen trafiklys. Men ind imellem dukker der et par trafikbetjente op. Tilsyneladende er det helt tilfaeldigt hvor. Men de tager heller ikke hensyn til forgaengere. Her er blode trafikanter blode.

Fra drabeligt til pudsigt. Ved et af Arequipas faa trafiklys var der af de der bibbere som fortaeller blinde hvornaar det er gront. Men denne var speciel. I stedet for den normale bib-bib lyd spiller den en lille melodi. Tja, hvorfor ikke?

The dark side

Det er vist ikke nogen hemmelighed at Sydamerika ikke er verdens sikreste sted. Problemet er mest af alt tyveri. Lommetyve eller harmlose “hold ups”. Gringos faar deres ting stjaalet i natbusser eller busterminaler. En engelsk fyr fik stjaalet sine vaerdier mens han ventede paa portien uden for klostret. Han vurdere at han gennemsnitligt blev bestjaalet hver 3. maaned.

Det vaerste kan undgaas hvis man folger et par grundlaeggende regler. Gaa aldrig ud alene om natten. Isaer ikke hvis man er kvinde. I natbusser skal man mere eller mindre sidde paa ens pas og vaerdier. Man bor hverken have for faa eller for mange kontanter paa sig. Hvis der er for faa kan man riscikere at de bliver frustrede og det vil man ikke onske sig af en tyv. Det er ikke en god ide at baere rundt paa synlige vaedigenstande. Store kamerarer eller dyre ure. Og som grundregel maa man regne med at der kan ske noget. Paa den maade kan man kun blive lettet naar alt gaar godt.

Hosteller er smaa samfund. Man sladrer om hvem der er rejst, hvem der er kommet tilbage eller om hvem de nye i 106 er for nogen. Men en dag blev jeg konfronteret med en for faerdelig nyhed. En fransk pige som arbejde i en bar et par hundrede meter fra hostellet, blev voldtaget paa vej hjem. Den slags gor altid indtryk. Men naar det er en person jeg har sludret med dagen for. Foran en bar hvor jeg drak ol for to dage siden. Og naar jeg taler med hende dagen efter er det en extra voldsom folelse. Og det fik sat tanker igang. En af dem var, hvor heldig jeg har vaeret. Bortset fra et par hundrede pesos som et par ludere fik hevet op af min baglomme, er der ikke sket mig noget.

Jeg vil gerne understrege (med fed og kursiv), at hvis man lader skraekhistorierende styre og holder sig vaek, gaar man glip af en fantastisk kulturrigdom og underskonne naturoplevelser. Og frygten er ikke det vaerd.

Linselus

Nu er jeg ikke saa ornitologisk anlagt. Eller botanisk. Eller geologisk for den sags skyld. Men jeg maatte alligevel overgive mig da jeg saa condorerne i Colca. Showet starter omkring klokken otte. Og slutter ved ti-tiden. Og hvilket show! Scenen er Colca Canyon. Dyb som dens Nordamerikanske faetter og med en perfekt opdrift, vaerdig for disse luftens konger. For alle jer der ikke lige ved hvad en condor er (det gjorde jeg heller ikke), er den en af verdens storste fugle. Den findes i tre varianter, fra et vingefang paa omkring tre meter til fem meter.

Da vi ankommer til teateret kan vi vaelge mellem to balkoner med et perfekt udsyn ud over deres domainer. Der er otte til ti kaemper, der virker som om turisternes ivrige klikken er braendstof for deres ego. De flyver frem og tilbage hen over os og demonstrerer deres elegante behaerskelse af omraadets luftsstrome. I princippet kunne de have gjort det samme et par hundrede meter laengere henne, men jeg tror at de nod vores opmaerksomhed. Og de styrede showet! Ved ti tiden besluttede de i en tavs overenskomst at det var slut og kort efter var der ingen tilbage. Turister med deres overdimensionerede kamerarer kunne kravle tilbage i deres busser og det samme kunne vi.

Magi i luften

Meget sjældent støder jeg på steder som er fuldstændig magiske. Faktisk er det kun sket tre gange. Steder hvor en række udefinerede faktorer til sammen gør at jeg kan føle en helt unik magi. For lidt over et år siden besøgte jeg en jungle i Goa. Sidst på eftermiddagen ankom vi til et lille hinduistisk tempel. Templet lå på en kvartratisk græsbevokset grund der var omgivet af jungle. Måske ikke så usædvanligt i Indien. Men jeg blev fortryllet af en helt unik ro på stedet. En fredfyldt ro som gjorde mig inderligt afslappet. En ro som rensede mine tanker. En ro der passede så godt til det lille tempel og til den mystik som hinduismen indeholder.

Fra ro til elektrisitet
Der findes et sted i København. Nærmere bestemt starten af Vesterbrogade. Det ligger mellem Steno Apoteket og hotel Royal`s frokostrestaurant i stueetagen. Stedet er omkring 10 gange 5 meter og summer af elektrisitet. Magien kommer fra vinden. Selv når det næsten ikke blæser opstår der en lille virvelvind der samler papir, støv og andet let materiale og puster det op i luften i en naturskabt cirkel. Af en eller anden grund står der næsten aldrig cykler på stedet. I det hele taget virker stedet uberørt af Københavns menneskemylder og larm. Der er kun vindens elektrisitet. Elektrisiteten er skabt af tilfældige arkitektoniske forhold der fanger vinden og fastholder den på stedet.

Ro og elektrisitet
Sydamerika har tre store turistattraktioner. Galapagosøerne, Påskeøerne og Machu Picchu. Jeg vil lade øerne ligge fordi dem har jeg ikke besøgt. Men jeg har besøgt Machu Picchu. Machu Picchu er omgivet af meget stejle klipper der alle er fuldt bevoksede. Klipperne er alle formet som majskolpere. Selve det meget velbevarede ruinområde ligger på et forholdsvis fladt aflangt område mellem to klipper. Og fra de to andre sider går det næsten lodret omkring 100 meter ned. Ruinerne måtte bukke under for det store forventningspres jeg havde lagt på dem. Men stedet! Stedet er fantastisk. De stejle klipper hvor man næsten ikke kan se bunden, gør at ruinområdet nærmest hænger i luften. Og lige præsist der, er alle klipperne næsten identiske i form og højde. Naturens symetri. Og det er det der gør Michu Picchu unik. Den kongelige familie der havde recidens på Machu Pichhu har været hævet over alt. De har været ligeså tæt på himlen som på jorden. De høje grønne klipper og den stejle beliggenhed giver en blanding af drama og ro. Af afstand og nærhed. En værdig lacering for konger og princesser.

Salg og marketing

Som gringo i Cusco kommer man hurtigt til at lære at sige nej på en høflig, men bestemt måde. De lokale gadesælgere er utroligt agressive og pågående. Udvalget i gadebutikken er meget begrænset. Man kan købe peruvianske huer og swætre. Fingerdukker. Skopudsning. Tvivlsomme sølvsmykker og massage. Sidstnævnte kan, efter sigende, suppleres med et mere intimt samkvæm. Salgsteknikken er meget primitiv. Sælgren henvender sig til gringoen. Gringoen vifter afvisende med hånden. Herefter forfølges gringoen tre til fire meter i håb om at gringoen, i løbet af 30 sekunder, vil skifte mening. Hvilket aldrig sker. Sælgeren går videre til næste gringo og erstattes hurtigt af en ny sælger. Sådan fortsætter spillet i en uendelighed. Men på min sidste dag i Cusco skete der noget helt usædvanligt. Jeg stødte på en dygtig sælger. Jeg sad på en bænk på byens hovedtorv. Ved siden af mig sad en ældre dame. Efter kort tid indledte hun en samtale med det klassiske spørgsmål: hvor kommer du så fra? Og spillet var begyndt. Danmark, var mit svar. Og helt tilfældigt havde hun en veninde fra København der sendte hende lidt penge nu og da. Trin 1, hun havde etableret et fælles referancepunkt. Og samtalen kunne fortsættes. ”Har du noget familie?”. Ja, var mit svar. Og fik kort fortalt hvem og hvor mange. Trin 2: her kom hendes andledning til at berette hendes triste livshistorie. Hele hendes familie var blevet dræbt under et terrorangreb på hendes landsby. 28 stk i alt. Frontalangrebet på min medlidenhedsfølelse var indledt. Næste spørgsmål: var jeg gift? Nix. Personligt havde hun været gift med en voldelig alkoholiker. Hun var blevet skilt og dermed fik hun skuppet ind at hun er eneforsørger. Smart. Måske fornemmer hun på dette tidspunkt en vis skepsis. Eller også vil hun bare være sikker på at hive den i land. Hun har i hvertfald to skud tilbage i bøssen. Og det er klassikere. Tilfældigvis var det, dagen efter, årsdagen for hendes families død. Og så blev der spillet på alle tangenter. Hun fik klemt et par tårer frem. Og derefter, stadig snøftende, berettede hun at et af børnene var syg og at hun ikke havde råd til medicin. Wow. Det var ikke så lidt. Terrorangreb. Voldelig mand. Syge børn. Hvem kan modstå den? Nu var det tid til pay-off som det hedder på marketingsprog. ”Om jeg ikke havde lyst til at købe nogle af hendes smykker?” Jeg sagde høfligt nej og rejste mig for at finde en kob kaffe. Men alene hendes indsats havde måske i virkeligheden berretiget hende til et beskedens køb. Men jeg er ikke så vild med løgne uanset hvor godt de er pakket ind. Så min samvittighed havde det godt.
Jeg håber og tror at jeg stadig kan smøres. At min kynisme vil kunne vige for et vist mål af uskyld og medlidenhed. Og jeg håber og tror at jeg ind imellem vil kunne give til folk der virkelig har brug for det.

Og til sidst en bøn. Eller en opfordring. Til alle jer der der overvejer at tage til de varme lande. Lad være med at give penge til børn! Uanset om de tigger eller sælger. Tiggeri og salg er arbejde. Og når et er børn der gør det er det børnearbejde. Hvis du falder for bedende øjne eller beskidt tøj, eller andet følelsespornografi giver du forældre og børn et incitament for at fortsætte deres ævre. Børn hører til i en skole og ikke på gaden. Uanset hvor fattige deres forældre er.