Magi i luften

Meget sjældent støder jeg på steder som er fuldstændig magiske. Faktisk er det kun sket tre gange. Steder hvor en række udefinerede faktorer til sammen gør at jeg kan føle en helt unik magi. For lidt over et år siden besøgte jeg en jungle i Goa. Sidst på eftermiddagen ankom vi til et lille hinduistisk tempel. Templet lå på en kvartratisk græsbevokset grund der var omgivet af jungle. Måske ikke så usædvanligt i Indien. Men jeg blev fortryllet af en helt unik ro på stedet. En fredfyldt ro som gjorde mig inderligt afslappet. En ro som rensede mine tanker. En ro der passede så godt til det lille tempel og til den mystik som hinduismen indeholder.

Fra ro til elektrisitet
Der findes et sted i København. Nærmere bestemt starten af Vesterbrogade. Det ligger mellem Steno Apoteket og hotel Royal`s frokostrestaurant i stueetagen. Stedet er omkring 10 gange 5 meter og summer af elektrisitet. Magien kommer fra vinden. Selv når det næsten ikke blæser opstår der en lille virvelvind der samler papir, støv og andet let materiale og puster det op i luften i en naturskabt cirkel. Af en eller anden grund står der næsten aldrig cykler på stedet. I det hele taget virker stedet uberørt af Københavns menneskemylder og larm. Der er kun vindens elektrisitet. Elektrisiteten er skabt af tilfældige arkitektoniske forhold der fanger vinden og fastholder den på stedet.

Ro og elektrisitet
Sydamerika har tre store turistattraktioner. Galapagosøerne, Påskeøerne og Machu Picchu. Jeg vil lade øerne ligge fordi dem har jeg ikke besøgt. Men jeg har besøgt Machu Picchu. Machu Picchu er omgivet af meget stejle klipper der alle er fuldt bevoksede. Klipperne er alle formet som majskolpere. Selve det meget velbevarede ruinområde ligger på et forholdsvis fladt aflangt område mellem to klipper. Og fra de to andre sider går det næsten lodret omkring 100 meter ned. Ruinerne måtte bukke under for det store forventningspres jeg havde lagt på dem. Men stedet! Stedet er fantastisk. De stejle klipper hvor man næsten ikke kan se bunden, gør at ruinområdet nærmest hænger i luften. Og lige præsist der, er alle klipperne næsten identiske i form og højde. Naturens symetri. Og det er det der gør Michu Picchu unik. Den kongelige familie der havde recidens på Machu Pichhu har været hævet over alt. De har været ligeså tæt på himlen som på jorden. De høje grønne klipper og den stejle beliggenhed giver en blanding af drama og ro. Af afstand og nærhed. En værdig lacering for konger og princesser.

Salg og marketing

Som gringo i Cusco kommer man hurtigt til at lære at sige nej på en høflig, men bestemt måde. De lokale gadesælgere er utroligt agressive og pågående. Udvalget i gadebutikken er meget begrænset. Man kan købe peruvianske huer og swætre. Fingerdukker. Skopudsning. Tvivlsomme sølvsmykker og massage. Sidstnævnte kan, efter sigende, suppleres med et mere intimt samkvæm. Salgsteknikken er meget primitiv. Sælgren henvender sig til gringoen. Gringoen vifter afvisende med hånden. Herefter forfølges gringoen tre til fire meter i håb om at gringoen, i løbet af 30 sekunder, vil skifte mening. Hvilket aldrig sker. Sælgeren går videre til næste gringo og erstattes hurtigt af en ny sælger. Sådan fortsætter spillet i en uendelighed. Men på min sidste dag i Cusco skete der noget helt usædvanligt. Jeg stødte på en dygtig sælger. Jeg sad på en bænk på byens hovedtorv. Ved siden af mig sad en ældre dame. Efter kort tid indledte hun en samtale med det klassiske spørgsmål: hvor kommer du så fra? Og spillet var begyndt. Danmark, var mit svar. Og helt tilfældigt havde hun en veninde fra København der sendte hende lidt penge nu og da. Trin 1, hun havde etableret et fælles referancepunkt. Og samtalen kunne fortsættes. ”Har du noget familie?”. Ja, var mit svar. Og fik kort fortalt hvem og hvor mange. Trin 2: her kom hendes andledning til at berette hendes triste livshistorie. Hele hendes familie var blevet dræbt under et terrorangreb på hendes landsby. 28 stk i alt. Frontalangrebet på min medlidenhedsfølelse var indledt. Næste spørgsmål: var jeg gift? Nix. Personligt havde hun været gift med en voldelig alkoholiker. Hun var blevet skilt og dermed fik hun skuppet ind at hun er eneforsørger. Smart. Måske fornemmer hun på dette tidspunkt en vis skepsis. Eller også vil hun bare være sikker på at hive den i land. Hun har i hvertfald to skud tilbage i bøssen. Og det er klassikere. Tilfældigvis var det, dagen efter, årsdagen for hendes families død. Og så blev der spillet på alle tangenter. Hun fik klemt et par tårer frem. Og derefter, stadig snøftende, berettede hun at et af børnene var syg og at hun ikke havde råd til medicin. Wow. Det var ikke så lidt. Terrorangreb. Voldelig mand. Syge børn. Hvem kan modstå den? Nu var det tid til pay-off som det hedder på marketingsprog. ”Om jeg ikke havde lyst til at købe nogle af hendes smykker?” Jeg sagde høfligt nej og rejste mig for at finde en kob kaffe. Men alene hendes indsats havde måske i virkeligheden berretiget hende til et beskedens køb. Men jeg er ikke så vild med løgne uanset hvor godt de er pakket ind. Så min samvittighed havde det godt.
Jeg håber og tror at jeg stadig kan smøres. At min kynisme vil kunne vige for et vist mål af uskyld og medlidenhed. Og jeg håber og tror at jeg ind imellem vil kunne give til folk der virkelig har brug for det.

Og til sidst en bøn. Eller en opfordring. Til alle jer der der overvejer at tage til de varme lande. Lad være med at give penge til børn! Uanset om de tigger eller sælger. Tiggeri og salg er arbejde. Og når et er børn der gør det er det børnearbejde. Hvis du falder for bedende øjne eller beskidt tøj, eller andet følelsespornografi giver du forældre og børn et incitament for at fortsætte deres ævre. Børn hører til i en skole og ikke på gaden. Uanset hvor fattige deres forældre er.

Maven

Hver gang en dansker taler om vejret taler vi om maven. Her har maven samme indflydelse for dagens forløb som vejret i Danmark. Man har sovet dårligt på grund af natlige toiletbesøg. Man har oppustet mave. Eller hård. Eller tynd. En pige får konstateret ikke mindre end tre slags parasitter. Et par får madforgiftning en halv time inden de når Macchu Picchu. De må opgive og vende tilbage. Jeg kaster op midt i byens mest populære frokostrestaurant. Kan ikke nå at komme på toilettet. Og kan dårligt stå selv. Udflugter må udskydes. Aftaler aflyses. Og hver gang man har normal afføring er det en sejer. Yes!

Klostretet

Jeg går ind af en tung blå port fra en smal gade belagt med brosten. I porthvælvingen kan jeg købe peruvianske tekstiler, huer, små dukker og et par smykker. Så kommer jeg ind i en tæt baggård omgivet af små et-etagers huse malet i en støvet lyserød farve. Jeg går videre gennem en smal og lav gang og kommer ind i en ny baggård. Samme farve og arkitektur. Og i bunden af den anden baggård er der en beskeden rødmalet gitterdør. Og bag døren ligger mit Cusco recidens. Hostelet
Kyoller, værelse 110. Selve hostelet består af en 2 meter bred gang med otte værelser på hver side. Alle værelser ligger bag en meter tyk væg og selve værelset er hvidkalket med en beskeden træseng i midten. Værelset er lidt fugtigt og koldt døgnet rundt. Det eneste der mangler for at være en munkecelle, er et trækors over sengen.
Folk kommer og går. Andre sidder fast i byen i to til fire uger. Fastliggerne. En gruppe kommer og de har fået stjålet alle deres værdier i natbussen. Et par kommer trætte og glade ned fra Macchu Picchu. En svensk pige har hjertesorger efter kun seks dage med en rejsekammarat. Blandt fastliggerne er der en tro kopi af Jesus. Han går barfodet gennem gaderne med en lang træstok og et massivt kors om halsen. Alle er bange for ham. Han skifter humør fra det ene øjeblik til det andet. Fra et afklaret mildt blik af den slags folk får når de har set lyset. Til aggresiv grynten og pludselige vredesudbrud. Der er en matematiker fra Cambridge, der har rejst planløst rundt i et par år. På flugt fra et brudt forhold. Et par hippier af den traditionelle slags. De lever af at lave smykker eller spille ongo bongo trommer om aftenen. Jeg bor i et tværsnit af back-packer livsstilen. Og jeg sidder også fast.

Varmt Vand

Jeg sidder i byen Aguas Calientes. Direkte oversat: varmt vand. Hvilket er en smule grotekst hvis jeg tager i betragtning hvor lang tid det tog min fesne bruser at producere bare en smule varmt vand. Et andet interessant feature er ved mit vaerelse er lyspaerernes naesten umaerkelige blinken. Lidt som det steskopiske lys man kan opleve paa visse discoteker. Forst troede jeg at det var en los paere, men da jeg slukkede den ene blev den anden ved med at blinke. Saa slog det mig. Midt paa torvet i byen havde de sat en scene op. Den fyldte halvdelen af torvet. Og det var ikke fordi scenen var stor. Torvet er bare lille. De var igang med lydprover og hver gang de afprovede et instrument blinkede mine paerer en smule. Denne lille bys el-net er saa svagt at naar man overbelaster det et sted, kan det maerkes et andet. Det er i hvertfald min teori. Jeg har selvfolgelig et vaerelse lige ud til torvet. Og jeg frygter aftenens forestilling. Andledningen til dette jammerlige hyleri er Mors dag. Og de tager Mors dag meget alvorligt i Peru. Alle byer (undtagen Varmt Vand) er lukkede. Butikker, skoler, hele molevitten.
Byen er saa lille og taet bebygget at de har Exit-skilte udenfor. Ja! Exit-skilte som de lysende gronne skilte man kan se i biografen! "Lob op ad denne gade hvis det braender". Og hvorfor er jeg saa kommet til dette turisthelvede af en by?
Svaret kan du finde i indlaeget herunder.

Varmt Vand I

Varmt Vand ligger utroligt smukt placeret. Midt i byen lober to bjergfloder sammen. Der er en konstant summen af terapeutisk fossende vand mod kilpper og sten. Den ene flod er fort igennem byen via en smal kanal. Og paa det smalle stykke paa hver side af floden vokser rosenbuske, smaa palmer og andet gront. Selve byen ligger paa et frimaerke af en dal omgivet af naesten lodrette bjerge der er fuldstaendigt tilgroet af regnskov. Det er som om jeg naesten kan raekke haanden ud af vinduet og klappe de smukke klipper. Midt igennem byen lober et smalt jernbanespor. Uden af skaermning. Jeg er kommet hertil med et nymalet blaat tog fra PeruRail. Jeg korte, med en ladning andre turister, i halvanden time langs den ene flod. Igennem det samme landskab som isolerer Varmt Vand fra resten af Peru. Her sidst paa eftermiddagen kan jeg se en sky kaertegne toppen af bjergene.
Varmt Vand har ikke sit navn hverken paa grund eller paa trods af min bruser. Men derimod paa grund af en varmvandskilde i byen.
Det er dog hverken varmt vand, klipper tilstroget med regnskov eller floder, der er byens eksistensberettigelse. Det er Machu Picchu. Byen er et af de vigtigste udgangspunkter for udflugter til et af verdenens moderne syv vidundere. Og jer tager derop i morgen!